Medier: Biden har bedt Stoltenberg blive som Nato-chef
Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg (tv), under sit besøg tirsdag i Det Hvide Hus i Washington hos præsident Joe Biden. Foto: Andrew Caballero-Reynolds/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen er ude af billedet lige nu, men er sandsynlig Nato-afløser næste år, siger kilder til avis.
USA-præsident Joe Biden har bedt generalsekretær i Nato Jens Stoltenberg om at tage en tørn mere som chef for forsvarsalliancen, erfarer de norske medier NRK og Dagens Næringsliv.
Dermed er statsminister Mette Frederiksen ude af billedet, hedder det.
NRK erfarer, at Biden under et møde med Stoltenberg tidligere på ugen gjorde det klart, at det ikke har været muligt at finde en kandidat som generalsekretær for Nato, som har bred støtte i alle medlemslande.
Stoltenbergs periode som Nato-chef vil officielt udløbe 30. september.
Stoltenberg har foreløbig ikke sagt ja til en forlængelse. Formentlig frem til næste forår.
Dagens Næringslivs kilder siger, at Mette Frederiksen fortsat er den mest sandsynlige efterfølger. Men i så fald ikke før til næste år.
Krigen i Ukraine og forhalingen af Sveriges medlemskab af Nato kan være gode grunde til at fastholde en mand som Stoltenberg med stor diplomatisk erfaring i Nato.
- De Nato-allierede har aldrig været mere samlede. Vi har begge arbejdet som ind i helvede for at sikre, at det var sådan. Og indtil nu er det gået godt, lød det fra Biden, da Stoltenberg tirsdag var på besøg i Det Hvide Hus i Washington.
Stoltenberg er blevet forlænget en gang tidligere som Nato-chef. Han blev udnævnt som generalsekretær i 2014.
Kilder bekræfter over Dagens Næringsliv, at Stoltenberg allerede i februar blev bedt af Biden om at fortsætte på posten.
Men ved den lejlighed fastholdt Stoltenberg, at han ville tilbage til Norge.
Ved deres seneste møde tirsdag insisterede Biden, at han lod sig forlænge.
Det er ikke meldt ud officielt, men kilderne siger til avisen, at det kan hurtigt ske.
En forlængelse skal bekræftes af Natos 31 medlemslande, når stats- og regeringscheferne samles til topmøde i Litauens hovedstad, Vilnius, 11. og 12. juli.
- Hvis vi kan få ham til at fortsætte, vil jeg mene, at det er en rigtig, rigtig god løsning, blev Mette Frederiksen citeret af Berlingske Tidende for at sige torsdag på Folkemødet på Bornholm.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker