Medier: Endnu en kvinde i Sverige er ramt af skud
Halvandet døgn efter at en kvinde i Malmø blev dræbt af skud, er en kvinde i Stockholm blevet ramt af skud.
For anden gang i løbet af knap to døgn er en kvinde i Sverige blevet ramt af skud.
Den seneste episode fandt sted natten til onsdag i Stockholm.
Det skriver aviserne Expressen og Aftonbladet. Det er uvist, om skudofferet er kommet alvorligt til skade.
- En tilskadekommen person er bragt fra stedet med en ambulance. Jeg kan ikke oplyse yderligere om hændelsesforløbet lige nu, siger Anne Westberg, pressetalsperson for politiet i den svenske hovedstad, til Expressen.
Hun afviser at oplyse noget om den tilskadekomnes tilstand.
Politiet har tidligt onsdag morgen ikke bekræftet, at skudofferet er en kvinde.
Politiet modtog klokken 01.30 anmeldelse om skyderiet, der fandt sted i bydelen Vällingby, der ligger i den vestlige del af Stockholm.
En person, som vågnede ved lyden af skud, siger til Expressen, at flere politibiler og ambulancer hurtigt var fremme ved stedet.
- Jeg vurderer, at der blev skudt tre gange, siger personen.
Det er uvist, hvilket våben, der er anvendt, men politiet har fundet patronhylstre på stedet.
Et andet vidne fortæller til Aftonbladet:
- Jeg hørte en person skrige. Der er fem politibiler her og en helikopter kan høres i luften.
Ifølge Aftonbladets oplysninger eftersøger politiet to maskerede gerningsmænd. De skal være set flygte fra stedet i en mørk bil. Oplysningerne er ikke bekræftet af politiet.
- Som altid (i den slags sager, red.) cirkulerer der en masse informationer, men det er ikke noget, vi kan bekræfte, siger talsperson Anne Westberg omkring klokken 5.30.
Mandag formiddag blev en 31-årig kvinde dræbt i Malmø, da en maskeret mand opsøgte hende og affyrede skydevåbnet fra klos hold - vel at mærke ved højlys dag og midt i et menneskefyldt boligkvarter.
Ifølge flere vidner havde hun sit spædbarn i favnen, da hun blev skudt.
Mandag aften blev en 19-årig mand anholdt - mistænkt for medvirken til drabet.
Den 19-årige henvendte sig ifølge forsvarsadvokaten selv til politiet få timer efter drabet.
Politiet i Malmø oplyste tirsdag, at det har beslaglagt det formodede gerningsvåben i sagen.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet