Medier: EU undersøger Apples fremtidige musiktjeneste
Apples streamingtjeneste, Beats Music, der skal lanceres til sommer, er kommet i EU-Kommissionens søgelys.
Det er ikke kun internetgiganten Google, der i øjeblikket er under EU's skarpe lup.
Googles rival Apple, der er en af de andre store amerikanske mastodonter på markedet, bliver også undersøgt af EU-Kommissionen ifølge Financial Times og nyhedsbureauet Reuters.
Spørgsmålet er angiveligt om Apples musikaftaler med pladeselskaber uretfærdigt begrænser gratis og reklamefinansierede streamingtjenester som svenske Spotify og franske Deezer.
Apple kommer nemlig efter planen til sommer med sin egen musikstreamingtjeneste, Beats Music, og det er den, som kommissionen undersøger.
Bloomberg skriver også, at Apple har talt med flere kunstnere for at lave eksklusive aftaler med dem for på den måde at promovere Beats Music og få folk til at betale for musik, som de tidligere stort set har kunnet lytte til gratis.
Firmaet har blandt andet kontaktet det britiske band Florence and the Machine og den amerikanske sanger Taylor Swift. Beats Music kommer ifølge Bloomberg til at koste omkring 70 eller 100 kroner om måneden afhængigt af abonnementet.
Kommissionen har sendt spørgeskemaer til flere digitale musik- og pladeselskaber, hvor der bliver spurgt til aftaler mellem selskaberne og Apple, skriver Financial Times. Sidste svarfrist er ifølge Reuters fredag 17. april.
Den form for indledende spørgsmål er ofte første skridt, inden EU-Kommissionen åbner en formel undersøgelse af mulige brud på EU's konkurrenceregler. Det betyder ikke nødvendigvis, at undersøgelsen faktisk kommer.
EU's talsmand for konkurrenceområdet, Ricardo Cardoso, ønsker fredag ikke at be- eller afkræfte oplysningerne om de indledende undersøgelser.
Apple købte sidste år Beats Music - grundlagt af musikproducenten Jimmy Iovine og rapperen Dr. Dre - for tre milliarder dollar. Det var i erkendelse af, at markedet bevæger sig væk fra digitale downloads og mod streamingtjenester.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde