Medier melder om israelske luftangreb mod Rafah i Gaza
Fordrevne palæstinensere er på vej væk fra Rafah mandag. Foto: -/Ritzau Scanpix
Efter at Israel har iværksat evakuering i Rafah, rapporterer Al-Aqsa TV om, at der er indledt luftangreb.
Israels militær har mandag gennemført luftangreb mod områder i det østlige Rafah i Gaza, oplyser tv-stationen Al-Aqsa TV, som sættes i forbindelse med den palæstinensiske bevægelse Hamas.
Det skriver Reuters.
Ifølge Al-Aqsa TV er angrebene rettet mod dele af Rafah, der ligger tæt på de områder, som mandag har modtaget evakueringsordrer.
Israel har mandag givet ordre til en evakuering, som skal flytte cirka 100.000 palæstinensere fra Rafah til mere sikre områder.
Årsagen er, at et israelsk angreb på Rafah er nært forestående.
Det er foreløbig ikke bekræftet af hverken Israel eller officielle kilder i Gaza, at den israelske offensiv mod Rafah er indledt.
Dog skriver nyhedsbureauet AFP mandag eftermiddag, at unavngivne embedsmænd i Gaza oplyser, at to områder i Rafah er angrebet. Der skal være tale om nogle af de områder, som er blevet beordret rømmet for civile.
Mens det primære angreb har ladet vente på sig, har der søndag og mandag været flere angreb mod Rafah-området, oplyser kilder fra sundhedsvæsnet i Gaza ifølge den israelske avis Haaretz.
Fra søndag middag og 24 timer frem er 26 personer blevet dræbt. Blandt de dræbte skal der være 11 børn, oplyser kilderne.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned