Medier: Østrig vil indføre karantæne for danske turister
Hvis Østrigs sundhedsministerium indfører krav om ti dages karantæne for blandt andet danske rejsende gældende fra juleaftensdag, vil det for mange reelt betyde, at skiferien er aflyst. (Arkivfoto) Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Skiferien er i fare for danskere, der vil til Østrig efter jul. Ifølge medier er der karantænekrav på vej.
Østrig vil indføre krav om, at danske rejsende skal i karantæne ved ankomst til landet.
Det erfarer tv-stationen ÖRF og andre medier.
De danskere, der rejser til Østrig, skal overholde strenge karantæneregler, skriver Kronen Zeitung.
Det betyder ti dages karantæne, registrering og en pcr-test ved indrejse.
Reglerne vil gælde fra fredag, skriver avisen.
Det er ikke officielt bekræftet af det østrigske sundhedsministerium. Ifølge Tiroler Tageszeitung skulle det blive meldt ud onsdag.
Tirsdag aften var der møde i sundhedsministeriet, hvor også Tyrol-regionens turismerepræsentant, Mario Gerber, deltog.
Han siger til ÖRF, at han ikke er tvivl om, at beslutningen er truffet.
Årsagen til de nye rejserestriktioner er udbredelsen af omikronvarianten i Danmark. Også Norge, Holland og Storbritannien bliver ramt af de nye karantæneregler, erfarer de tre medier.
De regler, der gælder for andre lande i den kategori, som Danmark nu kommer i, betyder, at man tidligst efter fem dage kan få lov at komme ud af karantænen, hvis man kan fremvise en negativ test.
Østrig indførte i november en streng nedlukning for at begrænse spredningen af coronasmitte.
Omkring to tredjedele af Østrigs befolkning er færdigvaccineret, og landet har dermed en af Europas laveste andele af vaccinerede.
Men fra 1. februar næste år vil Østrig som det første land i EU gøre vaccination mod coronavirus obligatorisk.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker