Medier: USA rækker ud til Nordkorea - men mødes af stilhed
Et topmøde mellem Donald Trump og Kim Jong-un i Singapore i 2018 var første gang nogensinde, at en amerikansk præsident mødtes med Nordkoreas leder. Nu venter iagttagere på praj om Bidens kurs over for landet. (Arkivfoto.) Foto: Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
USA har via "adskillige kanaler" forsøgt at komme i diplomatisk kontakt med Nordkorea, oplyser embedsmand.
Siden midten af februar har præsident Joe Bidens administration uden for offentlighedens søgelys forsøgt at række ud til Nordkorea. Men USA har ikke fået noget svar.
Det oplyser en amerikansk embedsmand, der udtaler sig anonymt til nyhedsbureauet Reuters. CNN har fået samme oplysninger fra en anonym embedsmand. Det er uvist, om det er den samme person.
Ifølge embedsmanden lader det ikke til, at der har været samtaler i mere end et år imellem de to lande - således heller ikke hen mod slutningen af Donald Trumps præsidenttid.
Meldingerne om USA's manglende succes med at komme i diplomatisk kontakt med Nordkorea kommer, inden at USA's udenrigsminister, Antony Blinken, og forsvarsminister Lloyd Austin rejser til Sydkorea og Japan i næste uge.
Her ventes bekymringer vedrørende Nordkoreas atomprogram at stå højt på dagsordenen.
Embedsmanden ønsker ikke at gå i detaljer om de diplomatiske fremgangsmåder.
Men personen oplyser, at USA har forsøgt at række ud til Nordkorea "via adskillige kanaler siden midten af februar", heriblandt Nordkoreas FN-udsending i New York City.
- Per dags dato har vi ikke fået noget svar fra Pyongyang, siger embedsmanden.
Biden-administrationen har indtil videre været tilbageholdende med offentligt at beskrive sin politik over for Nordkorea.
Under sin valgkamp kaldte Biden Kim Jong-un for en "forbryder" og sagde, at han kun ville mødes med ham "på den betingelse, at han ville gå med til at reducere atomkapaciteten".
For tiden arbejder Biden-administrationen ifølge eget udsagn på en grundlæggende gennemgang af sin politik over for Nordkorea.
Hans forgænger, Donald Trump, havde en utraditionel tilgang, som en overgang var præget af øget diplomatisk kontakt - men endte med et køligt forhold.
Et topmøde mellem Trump og Kim Jong-un i Singapore i 2018 var således første gang nogensinde, at en amerikansk præsident mødtes med Nordkoreas leder.
Et andet topmøde i Vietnams hovedstad, Hanoi, endte uden en aftale. Her ønskede USA, at Nordkorea helt skulle opgive landets atomvåben, mens Nordkorea bad om at få lettet amerikanske sanktioner.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker