Medier: Von der Leyen indstilles til toppost i EU-Kommissionen
Flere tyske medier erfarer fra anonyme kilder, at der er indgået en aftale om fordeling af EU-topposterne.
Tyske Ursula von der Leyen vil blive indstillet til at få endnu fem år i spidsen for EU-Kommissionen. Det er ifølge flere tyske medier aftalen mellem EU-landenes ledere.
Både det tyske nyhedsbureau dpa samt aviserne Frankfurter Allgemeine og Bild erfarer, at en aftale er på plads.
Ursula von der Leyen er dog endnu ikke sikker på at få posten. Hun skal først formelt godkendes af EU-Parlamentet. Det kræver et flertal på 361 ud af 720 stemmer i parlamentet.
Aftalen kommer få dage før et afgørende EU-topmøde, hvor EU-landene skal formalisere fordelingen af topposterne.
Ud over posten som formand for EU-Kommissionen sætter de tyske medier også navne på de øvrige poster.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har været nævnt som et bud til posten som EU-præsident efter Charles Michel. Den post vil dog ifølge de tyske medier gå til Portugals tidligere premierminister Antonio Costa.
Den sidste post skulle ifølge de tyske medier gå til Estlands premierminister, Kaja Kallas. Hun skulle få posten som EU's høje repræsentant - i daglig tale EU's udenrigschef.
Aftalen skal nu formelt vedtages på topmødet torsdag og fredag i Bruxelles, før den er officiel.
EU-Parlamentet ventes at stemme om Ursula von der Leyens kandidatur på et møde i midten af juli. Derefter kan hun sammensætte den nye EU-Kommission.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker