Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev, har besluttet at fyre den lokale indenrigsminister i den sydrussiske delrepublik Ingusjetien efter et voldsomt bombeangreb, som dræbte mindst 20 politifolk.
Angrebet fandt sted, da en lastbil pakket med sprængstoffer bragede ind i et politihovedkvarter i byen Nasran, som er regionens vigtigste by. Angrebet er det blodigste i Nordkaukasus siden 2005.
Det lokale indenrigsministerium oplyser, at omkring 60 blev såret, mens det russiske nyhedsbureau Interfax rapporterer om over 100 sårede efter angrebet.
Mange politibetjente befandt sig i en gård bag politistationen, da lastbilen eksploderede. Det voldsomme brag efterlod et fire meter bredt krater i jorden. Også mange civile i nærliggende huse kom slemt til skade.
Islamistiske grupper har gennemført en række angreb mod politifolk i Ingusjetien, og russiske ledere har udtrykt stigende bekymring over spændinger i det urolige Kaukasus.
Russiske styrker har i løbet af de seneste 15 år udkæmpet to omfattende krige mod oprørere i Kaukasusrepublikken Tjetjenien, hvor der nu meldes om roligere tilstande. Men i naboregionerne Dagestan og Ingusjetien fortsætter voldshandlingerne.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned