Megabordel kan erstatte Amsterdams neonstrålende sexområde

Med budskaber om at redde red light district var sexarbejdere i massevis på gaderne i Amsterdam for at protestere i slutningen af marts. De fleste bar masker under protesterne. Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix

I Amsterdams forstæder frygter borgere at ende med et megabordel i baghaven. Sexarbejderne er også imod den omstridte plan. De vil blive i red light district.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prostituerede kvinder står letpåklædte i vinduerne. I skæret af det røde lys prøver de at lokke kunder til.

Den hollandske hovedstad, Amsterdam, er kendt for sit berømte red light district, der byder på prostitution, sexshopper og stripklubber.

Men byområdet, som lyser op i rød neon hver aften, kan om nogle år være en saga blot.

Amsterdam har gang i en kampagne for at ændre sit ry som en slags syndens by, hvor turister kan støde på prostitution og ryge sig skæve.

Red light district står for skud.

1. april trådte nye regler i kraft, som betyder, at Amsterdams bordeller i området skal lukke klokken 03.00 om natten i stedet for klokken 06.00.

Og der er en plan om at rykke det meste af prostitutionen ud af byen til et såkaldt erotikcenter.

Planen møder modstand fra flere sider, rapporterer AFP, der var til stede ved et nyligt borgermøde om sagen.

Mødet fandt sted syd for Amsterdam. Et af tre steder, hvor det er blevet foreslået at lægge et erotikcenter med 100 værelser.

Her haglede kritikken ned over Amsterdams borgmester, Femke Halsema.

Hundreder af vrede lokale fra forstæder, som ikke ønsker et "megabordel" i deres baggård, var mødt op.

- Det må ikke ske, lød det fra en kvinde i tårer.

Andre var mødt op med blinkende røde cykellygter i protest.

De lokale befandt sig side om side med sexarbejdere, som ønsker at bevare arbejdspladsen ved de røde neonlys. De mener, at de uretmæssigt får skylden for klager om kriminalitet, fuldskab og stofmisbrug i området.

- Vi ønsker ikke at blive flyttet. Ikke til et erotikcenter eller andetsteds. Gør noget ved narkohandlerne og dem, der opfører sig respektløst, i stedet for, siger en anonym sexarbejder til France 24.

Sexarbejderne er i forvejen utilfredse med de nye regler for arbejdstider, som gør, at de må tage hjem midt om natten, fordi der nu lukkes klokken 03.00 i stedet for klokken 06.00.

Det giver dem færre timer at arbejde i og gør turen hjemad farligere.

- Hvis du er sexarbejder, så bærer du på mange kontanter på det tidspunkt. Så det kræver ikke meget for forbrydere at vide, at det er et godt tidspunkt at stå klar på, siger sexarbejderen Phoebe til mediet Insider.

I marts forud for de nye regler gik mange sexarbejdere på gaden for at protestere mod borgmesterens tiltag.

De nye regler for arbejdstider og planen om at rykke prostitutionen væk fra red light district truer deres fremtid, mener de.

Men borgmesteren står fast.

Siden 1. april har bordeller i red light district skullet lukke klokken 03.00 om natten i stedet for klokken 06.00. Det er de prostituerede modstandere af. De siger, at det gør turen hjemad efter arbejde farligere. (Arkivfoto). Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix

- Der vil altid være protester. Der vil altid være modstand, uanset hvilken løsning vi vælger, siger hun til AFP.

Hun er overbevist om, at et erotikcenter vil gøre arbejdet sikrere for de prostituerede.

Hun giver heller ikke meget for, at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er modstander af planen.

To af tre mulige beliggenheder for erotikcenteret ligger nær EMA's nye hovedkvarterer i det sydlige Amsterdam, hvor det rykkede til efter brexit.

Organisationer som EMA "ved, hvilken by de holder til i", lyder svaret fra borgmesteren.

Det kan tage flere år, før et erotikcenter uden for Amsterdam står klart. Byrådet skal tage en beslutning om, hvor det eventuelt skal ligge inden udgangen af 2023.

/ritzau/

Kort om red light district

* Amsterdams mest berømte red light district - byen har i alt tre - ligger i midten af byen. Det har eksisteret siden det 14. århundrede. Dengang lå havnen tæt på, så søfarere yndede at tage forbi, når de var i havn.

* Prostitution er lovligt i Holland under ordnede forhold. Sexarbejdere står bag et vindue i byområdet og viser sig frem og har også deres egne værelser, hvor akten kan udspille sig. Prostitution på gaden er ulovligt.

* Navnet red light district kommer fra de røde neonlys, der lyser ved de cirka 300 vinduer, hvor kvinderne arbejder.

* Red light district er et af de sikreste områder i Amsterdam, fordi der er mange betjente i området. Derudover har mange kvinder også bodyguards som beskyttelse.

* Området byder blandt andet på prostitution, sexshopper, stripklubber, sexteatre, mange såkaldte coffeeshops, hvor det er tilladt at ryge marihuana, samt museer om prostitution og cannabis.

Kilde: Amsterdam.info.

/ritzau/

Det kan tage flere år, før et nyt erotikcenter, som Amsterdams sexarbejdere er imod, er på plads. Først skal det besluttes, hvor det i givet fald skal ligge henne. (Arkivfoto). Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Amsterdams borgmester, Femke Halsema (til venstre), blev konfronteret af sexarbejdere, da de i slutningen af marts protesterede mod hendes planer for red light district. Hun står dog fast på, at et erotikcenter er en god løsning. (Arkivfoto). Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Red light district tiltrækker mange turister, som kan se på letpåklædte kvinder i vinduerne. (Arkivfoto). Foto: Peter Dejong/Ritzau Scanpix
Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu