Meldinger om otte dræbte i israelsk operation i Jenin på Vestbredden
Sort røg stiger torsdag op fra Jenin på Vestbredden. Foto: Zain Jaafar/Ritzau Scanpix
Bulldozere er kørt gennem gader i flygtningelejr, hvor israelske soldater har udført operationer.
Israel har torsdag gennemført flere operationer i byen Jenin på Vestbredden - et område, hvor FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge (UNWRA) generelt har advaret om en meget anspændt situation.
Otte palæstinensere er blevet dræbt i de israelske operationer i Jenin.
Det oplyser det palæstinensiske sundhedsministerium torsdag ifølge Reuters.
Der er samtidig meldinger om mindst 14 sårede i byen, som huser en stor flygtningelejr, hvor Israel også har været til stede.
Israels militær har meddelt, at det gennemfører razziaer med det formål at bekæmpe terrorisme i Jenin.
Det britiske medie BBC, som er til stede i lejren, skriver, at bulldozere er kørt igennem gader med store skader til følge. De har blandt andet ramt vand- og elforsyning, lyder det.
Beboere i lejren siger til BBC, at der også var to droneangreb samt razziaer udført af israelske soldater i løbet af natten.
Det israelske militær har ifølge nyhedsbureauet dpa udtalt, at borgere i Jenin udgjorde en trussel ved at skyde mod soldater og kaste med sprængbart materiale. Det fremgår ikke umiddelbart, præcist hvad de kastede med.
Mindst 173 er siden 7. oktober blevet dræbt på Vestbredden ifølge palæstinensiske myndigheder.
Chefen for UNWRA, Philippe Lazzarini, sagde tidligere torsdag, at "Vestbredden koger".
Der har ikke været en uafhængig bekræftelse af torsdagens tabstal i Jenin.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned