Meloni sigter mod at styrke greb om magten med EU-valg lørdag
Den italienske premierminister og partileder, Giorgia Meloni, har opfordret vælgerne til "blot at skrive Giorgia" på stemmesedlen, når de stemmer ved valg til EU-Parlamentet. (Arkivfoto). Foto: Adnan Beci/Ritzau Scanpix
Tjekkiet, Letland, Malta, Slovakiet og Italien stemmer lørdag. Meloni sigter efter indenrigspolitisk sejr.
Lørdag tager italienerne hul på stemmeafgivelsen ved valget til EU-Parlamentet, som i det sydeuropæiske land strækker sig over to dage.
Også Tjekkiet, Letland, Malta og Slovakiet stemmer lørdag, mens Danmark sammen med en række andre lande stemmer søndag.
Premierministeren i Italien, den højreorienterede Giorgia Meloni, håber, at hun med det europæiske valg kan styrke sit greb om både italiensk og europæisk politik.
Nyhedsbureauet dpa skriver, at Meloni topper i meningsmålingerne. Hun ventes - hvis målingerne holder stik - at kunne få rollen som dronningemager, når europæiske topposter efter valget skal fordeles.
Ifølge mediet BBC har hun opfordret vælgerne til "blot at skrive Giorgia" på stemmesedlen.
Meloni stiller nemlig selv op ved valget for sit parti, Italiens Brødre, i et forsøg på at vinde flere stemmer.
- Vi ønsker at gøre i Europa, som vi har gjort i Italien - skabe et flertal, som bringer centrum-højre sammen og sender venstrefløjen i opposition, har premierministeren udtalt i den forbindelse.
Meloni har afvist at flytte til Bruxelles, hvis hun bliver valgt, ligesom det ikke forventes, at hun vil tage et sæde i parlamentet.
Meloni er ikke den eneste italienske partileder, der har valgt at stille op til valget til EU-Parlamentet.
Også oppositionsleder Elly Schlein fra Partito Democratico, PD, og udenrigsminister Antonio Tajani fra Forza Italia stiller op som deres partiers topkandidater.
Heller ikke de forventes rent faktisk at blive medlemmer af EU-Parlamentet, som sammen med EU-Ministerrådet udgør den lovgivende magt i EU.
Også i Slovakiet har vælgerne mulighed for at stemme over to dage - her er lørdag sidste chance.
I Slovakiet er stemmerne afgivet i skyggen af skudattentatet på landets premierminister, Robert Fico, tidligere denne måned, som han overlevede.
Siden skudattentatet mod Fico er tilslutningen til hans venstreorienterede parti, Smer-SD, steget markant.
Partiet har aktivt brug attentatet som en del af sin kampagne, der er blevet tilknyttet sloganet "For Robert Fico, for Slovakiet".
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde