Meloni stiller op til EU-valg - men vil ikke flytte til Bruxelles
Meloni ses her under kampagnemøde søndag, hvor hun meddelte, at hun stiller op til europaparlamentsvalg. Foto: Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix
EU-Parlamentet skal ikke vente at få Meloni som medlem, selv om hun stiller op som topkandidat for sit parti.
Italiens premierminister, Giorgia Meloni, vil stå i spidsen for sit parti, det højreorienterede Italiens Brødre, ved europaparlamentsvalget i juni.
Det meddeler hun søndag.
Hvis hun bliver valgt, vil hun dog ikke flytte fra Rom til Bruxelles for at indtage en plads i EU-Parlamentet, meddeler hun.
Valget finder sted 6. til 9. juni.
Det anses for at være en afgørende test af den 18 måneder gamle koalitionsregering, som Meloni står i spidsen for.
- Vi ønsker at gøre i Europa, som vi har gjort i Italien - skabe et flertal, som bringer centrum-højre sammen og sender venstrefløjen i opposition, siger Meloni ved et møde blandt partifæller i byen Pescara.
Italiens Brødre er udsprunget af en bevægelse, der blev dannet af støtter af Benito Mussolini, den tidligere fascistiske leder af Italien. Det bliver derfor beskrevet som et parti med fascistiske rødder.
Da Meloni var i opposition, sagde hun, at Italien skulle ud af eurozonen, og da hun blev valgt i 2022, var der løftede øjenbryn i flere europæiske lande.
Som premierminister har hun dog stået i spidsen for en langt mere proeuropæisk linje end ventet.
Blandt andet i Ukraine-spørgsmålet har hun vist sig at være på linje med en række andre europæiske lande.
Meloni er ikke den eneste italienske partileder, der har valgt at stille op til valget til EU-Parlamentet.
Også oppositionsleder Elly Schlein fra Partito Democratico, PD, og udenrigsminister Antonio Tajani fra Forza Italia stiller op som deres partiers topkandidater.
Heller ikke de forventes rent faktisk at blive medlemmer af EU-institutionen, som sammen med EU-Ministerrådet udgør den lovgivende magt i EU.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned