Menneskesmuglere misbruger Røde Kors-logo

Myndighederne i Mexico har fundet omkring 100 illegale indvandrere fra Centralamerika i en lastbil kamufleret som et Røde Kors-køretøj. Det oplyser både mexicansk politi og Røde Kors.

Opdagelsen blev gjort sent torsdag på en landevej 20 km fra byen Oaxaca i det sydlige Mexico.

Da politiet standsede og inspicerede lastbilen, fandt man omkring 100 personer inde i den, hovedsageligt fra Centralamerika. Det oplyser politiet til nyhedsbureauet AFP.

Chaufføren blev anholdt, og immigranterne overdraget til de rette myndigheder.

Menneskesmugling er et massivt problem i Mexico, hvor hundredtusinder af illegale indvandrere risikerer både fængsel, bortførelse, voldtægt og døden i hænderne på skruppelløse, kriminelle karteller, der har specialiseret sig i at skaffe folk til USA.

Mexicansk Røde Kors fordømmer forsøget på at smugle mennesker under dække af at køre i Røde Kors-køretøjer.

Organisationen fordømmer brugen af falske Røde Kors-logoer og siger i en erklæring, at sådanne kriminelle handlinger "skader institutionens humanitære arbejde".

/ritzau/AFP

Menneskesmuglere i Mexico misbrugte Røde Kors ved transport af 100 illegale indvandrere

Offentliggjort Sidst opdateret