Mens mændene er draget i krig arbejder kvinderne i de ukrainske miner

Natalia (til venstre) og Krystyna (til højre) er to af de over 100 kvinder, der siden Ruslands invasion af Ukraine er begyndt at arbejde i kulminen i det østlige Ukraine. Foto: Alina Smutko/Reuters

I det østlige Ukraine er det ikke længere kun mænd, der arbejder i de mørke mineskakter. Når mændene skal i krig, er kvinderne den nye arbejdskraft.

Offentliggjort Sidst opdateret

I det østlige Ukraine strækker et tårn sig fra den grå novemberhimmel og over 600 meter ned under det flade landskab. Fra tårnet løber skakterne under jorden, hvor minearbejderne graver efter kul.

Siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar sidste år er over 1000 af minens arbejdere, der alle er mænd, draget i krig.

22-årige Krystyna er en af de over 100 kvinder, der nu har overtaget tjansen i de mørke skakter, efter at kvinder for første gang i Ukraines historie har fået grønt lys til at arbejde i minerne.

I fem måneder har hun arbejdet som tekniker 470 meter under jorden.

Hun servicerer de elektriske tog, der fragter minearbejderne mere end fire kilometer frem og tilbage mellem elevatorskakten og stedet, hvor de bevæger sig ned til kulårerne.

- Jeg tog jobbet, fordi krigen begyndte, og der ikke var andet arbejde, siger 22-årige Krystyna til nyhedsbureauet Reuters.

Minens forvaltning har bedt Reuters, der var med nede i de dybe skakter, om ikke at opgive navnet på minen eller medarbejdernes efternavne.

43-årige Natalia er glad for sit arbejde i den ukrainske mine og regner med at fortsætte, når krigen er slut. "Vi kan gøre det hele på samme niveau som mændene - medmindre det er noget meget tungt, som vi ikke kan løfte," siger hun. Foto: Alina Smutko/Reuters

Krystyna har en søn på fire. Hun tog først jobbet, da hun overvandt frygten for at efterlade ham i deres hjemby Pavlohrad, hvor han nu bor med Krystynas mor. Byen ligger 100 kilometer fra fronten, men bliver ofte ramt i de russiske bombardementer.

Arbejdet er spændende, men hårdt, fortæller Krystyna. Der er tungt arbejde, og dampen kan være ubehagelig. Men lønnen er god, og hun føler, at hun gør en forskel, mens de mandlige minearbejdere kæmper for Ukraines fremtid.

Hendes storebror arbejdede i samme mine. Han sluttede sig til hæren, to uger efter invasionen begyndte, siger Krystyna. Hun er meget bekymret for ham.

- Vores drenge blev taget til fronten, og nu skal vi støtte dem. Der er ingen andre, der arbejder i minen, siger hun.

Ukraine har en af de største kulindustrier i Europa. Siden Sovjetunionen kollapsede, har der dog været nedgang i industrien efter det centralstyrede interne marked, som minerne forsynede, pludselig ophørte.

Det private energiselskab Dtek, der er Ukraines største, ejer minen i det østlige Ukraine. Dtek oplyser, at op mod 3000 af virksomheden 20.000 minearbejdere i øjeblikket kæmper i krigen.

Siden sovjettiden har der været forbud mod, at kvinder arbejdede i minerne, da arbejdet var for fysisk krævende. Men efter krigen er det ophørt for at holde kulproduktionen i gang.

Krystyna på 22 år arbejder som tekniker i en ukrainsk kulmine. Arbejdet er spændende, men hårdt - og det giver hende en stor pligtfølelse. Foto: Alina Smutko/Reuters

Nu har omkring 400 kvinder taget arbejde i Dteks miner. Kvinderne udgør 2,5 procent af hele arbejdsstyrken under jorden.

- Vi kan gøre det hele på samme niveau som mændene - medmindre det er noget meget tungt, som vi ikke kan løfte, siger 43-årige Natalia, der også arbejder som tekniker.

Før krigen arbejdede hun i en elektronikbutik. Men hun mistede jobbet, da de ukrainske butikker lukkede i begyndelsen af krigen.

Da Natalia besluttede sig for at arbejde i minen, havde hendes 19-årige søn allerede arbejdet som minearbejder i et år.

- Jeg havde faktisk overbevist ham om ikke at tage afsted, siger hun.

Natalia er glad for sit arbejde i minen og regner med at fortsætte, når krigen er slut.

/ritzau/

Den seneste udvikling i krigen

* Tyskland lovede tirsdag ny militærstøtte til Ukraine for 970 millioner kroner. Det oplyste den tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, under et besøg i den ukrainske hovedstad, Kyiv. Derudover lovede USA mandag også ny militærstøtte for 680 millioner kroner.

* Rusland har forhindret ukrainske styrker i at vinde mere land omkring den østlige flodbred ved floden Dnepr i det sydlige Ukraine. Det sagde det russiske forsvarsministerium tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

* Samtidig oplyser det ukrainske militær, at man de seneste uger har haft succes med at skubbe de russiske linjer omkring selvsamme flod, særligt ved byen Kherson.

Kilde: DR og Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu