Mens raketterne regner over Gaza står mødre og gravide alene i afmagt

Fadwa Kullabs søn Mohammed er kun få dage gammel. Han er født i det krigsramte Gaza. Fadwa Kullab føler sig hjælpeløs og ude af stand til at beskytte sine børn. For hver dag, der går, bliver det sværere at finde mad og rent vand. Foto: Mai Yaghi/Ritzau Scanpix

Der er intet sted at søge tilflugt for Gazas gravide og nybagte mødre. End ikke på de overfyldte hospitaler. Dag for dag bliver det sværere at finde vand og mad.

Offentliggjort Sidst opdateret

Blandt død og ødelæggelse i det krigsramte Gaza må palæstinensiske kvinder føde deres børn.

Det er en hverdag, der er præget af usikkerhed og afmagt. Hvor kvinderne hverken kan gøre fra eller til, når først raketterne slår ned omkring dem.

Mohammed Kullab er blot et par dage gammel. Yderligere 15.000 børn forventes at komme til verden i Gaza, inden året er omme ifølge Red Barnet.

Mellem murbrokker og støv begyndte han livet. Midt i det kaos, der er krigen mellem den militante bevægelse Hamas og Israel.

- Ingen burde fødes under de her omstændigheder, sukker hans mor, Fadwa Kullab. Hun har søgt tilflugt i en FN-skolebygning i Rafah i det sydlige Gaza.

Selv om Mohammed er hendes syvende barn, var hans fødsel det sværeste, hun har oplevet i sit liv, fortæller hun til nyhedsbureauet AFP.

Ligesom mange af de andre mødre, som AFP har talt med i Gaza, nægter hendes søn at amme. Fadwa Kullab fortæller, at hun har ammet alle sine andre børn.

- Jeg spiser ikke ordentligt, siger hun.

Mødre, der ammer, anbefales at indtage mindst tre liter vand om dagen og spise godt for at kunne producere tilstrækkeligt modermælk.

Men dag for dag bliver det sværere at finde rent vand og mad i Gaza.

Fadwa Kullab føler sig hjælpeløs og ude af stand til at beskytte sine børn. Hun er blandt det utal af nybagte mødre i Gaza, der frygter det værste.

Efter Hamas' angreb på Israel 7. oktober indledte Israel en stor offensiv, der har kastet det palæstinensiske territorie, der i forvejen var ramt af fattigdom, ud i den hidtil værste krig mellem de to parter.

Næsten to tredjedele af Gazas 36 hospitaler er overbebyrdet af sårede og dræbte. Hospitalerne mangler de mest basale fornødenheder, har ingen strøm og må i nogle tilfælde foretage operationer uden bedøvelse.

Det største hospital i Gaza By, al-Shifa, har de seneste dage været omdrejningspunktet for en militæraktion udført af det israelske militær.

Umm Ibrahim Alayan (til højre) har søgt tilflugt fra Israels bombardement på en FN-skole i byen Rafah i det sydlige Gaza. Hun er gravid i ottende måned, og hun er bekymret. - Jeg er rædselsslagen. Det eneste jeg vil, er at holde mit barn i mine arme, siger hun. Foto: Mai Yaghi/Ritzau Scanpix

Onsdag oplyste Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at den har mistet kontakten til sundhedspersonalet på al-Shifa efter rapporter om militær indtrængen på hospitalet.

Efter de mange raketangreb er gaderne i Rafah fyldt med støv, der giver vejrtrækningsproblemer, som specielt er til fare for spædbørn.

Støvet giver hosteanfald, fortæller Umm Ibrahim Alayan, der er gravid i ottende måned.

Hun har haft hosteanfald, siden hun flygtede fra sit hjem under et raketangreb. Nu er hun bekymret over, at det har fremprovokeret veer. Det er alt for tidligt.

- Jeg er rædselsslagen. Det eneste, jeg vil, er at holde mit barn i mine arme. Jeg har det, som om jeg kan miste barnet, hvert sekund det skulle være, siger hun.

Kvinder i Gaza har ingen steder at gå hen, der er ingen steder, der er sikre, siger Dominic Allen. Han er en højtstående embedsmand med ansvar for det palæstinensiske territorie i FN's befolkningsfond (UNFPA).

Krigen skaber et stressende miljø, hvilket kan give fødselskomplikationer og føre til spontan abort, siger han.

Ritzau Grafik. Foto: MAKI/Free

FN beretter om mangel på blod til at behandle efterfødselsblødninger, desinfektionsmiddel til syninger og behandling efter at have klippet navlestrenge over.

Indtil videre har FN formået at få 8000 fødselssæt ind i Gaza, men det dækker kun en brøkdel af den hjælp, der er brug for, siger Gazas sundhedsministerium.

Ministeriet oplyser, at nogle kvinder har været tvunget til at føde i overfyldte lejre uden en jordemoder til stede.

- Mareridtet i Gaza er meget mere end en humanitær krise. Det er en krise for menneskelighed, siger Dominic Allen.

/ritzau/

Al-shifa er det største hospital i Gaza By

* Natten til onsdag sagde det israelske militær, at det udfører en "specifik og målrettet" aktion i et "specificeret område" på al-Shifa-hospitalet i Gaza.

* Al-Shifa er Gazas største hospital.

* Hamas siger, at 650 patienter og mellem 5000 og 7000 andre civile er fanget inde på al-Shifa-hospitalets område.

* Ifølge Hamas er hospitalskomplekset under konstant beskydning fra israelske droner og skarpskytter.

* 40 personer er ifølge Hamas døde på hospitalet de seneste dage.

* Palæstinensere på hospitalet gravede tirsdag en massegrav til de patienter, der er døde. Det siger Ashraf Al-Qidra, der er talsmand for Gazas sundhedsministerium. Han siger, at der er omkring 100 lig i forrådnelse på hospitalet.

/ritzau/

Krigen mellem Hamas og Israel

* Omkring 1200 personer blev dræbt og mindst 3000 såret, da Hamas 7. oktober angreb flere israelske kibbutzer, byer og en musikfestival nær grænsen til Gaza.

* Derudover blev 240 personer taget til fange af Hamas. De blev transporteret fra Israel til Gaza, hvor de siden er blevet holdt som gidsler.

* Ved angrebet brød Hamas-krigere gennem grænsehegnet mellem Israel og Gaza. Samtidig blev hundredvis af raketter affyret fra Gaza mod Israel.

* Angrebet fik Israels regering til at iværksætte en militær offensiv mod Hamas i Gaza.

* Ifølge Gazas sundhedsministerium, som er kontrolleret af Hamas, er over 11.000 blevet dræbt i israelske angreb mod Gaza. Blandt de omkomne i Gaza er omkring 4600 børn. Derudover er over 25.000 blevet såret i Israels angreb.

Kilder: Ritzau, Reuters, Haaretz, The Economist.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu