Mere dansk hjælp på vej til oversvømmede serbere
Den danske redningsvirksomhed Redningsgruppen har startet en indsamling, der skal skaffe midler til oprydningsarbejdet i Serbien, hvor store områder er hårdt ramt efter voldsomme oversvømmelser i midten af maj.
Kort efter kolossale regnmasser ramte og oversvømmede et område på mere end 9000 kvadratkilometer - hvilket er større end Sjælland - sendte Redningsgruppen i samarbejde med hjælpeorganisationen EU Katastrofe folk ned til området.
Indsatsleder i EU Katastrofe, Henrik Kalmer, var en af dem, som var først til stede i de oversvømmede områder. Han forklarer, at der først og fremmest er brug for at få ryddet op, så folk igen kan få rent drikkevand.
- Vi samler alt det ind, vi overhovedet kan, men det er vigtigt, at vi får ryddet op først, før vi kan sende tøj, møbler og lignende derned. Lige nu skal vi sørge for, at grundvandet igen løber ud i floderne og ikke havner i private drikkebrønde.
- Det vil med 40 mand på arbejde tage tre til fire måneder, før folk kan begynde at drikke af brøndene igen. Lige nu får de vand leveret i spande fra store lastbiler, siger Henrik Kalmer mandag på et pressemøde på Serbiens ambassade i Danmark.
EU Katastrofe har arbejdet i Ub-regionen, der ligger sydvest for hovedstaden Beograd og har 30.000 indbyggere.
Ifølge regionens præsident, Darko Glisic, der også var til stede på pressemødet, er over 1500 boliger ødelagt, ligesom 330 erhvervsbygninger tabte kampen til de kraftige oversvømmelser.
Henrik Kalmer anslår, at der skal indsamles mellem 40 og 55 millioner kroner for at få finansieret oprydningsarbejdet i området.
Kendte ansigter skal være med til skabe opmærksomhed på katastrofen og indsamlingen. Således er den tidligere bokseverdensmester Gert Bo Jacobsen og den tidligere fodboldlandsholdsspiller Stig Tøfting ambassadører for EU Katastrofe.
Ønsker man at støtte hjælpearbejdet, er der en vejledning til det på Redningsgruppens hjemmeside, redningsgruppen.dk.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters mistede mindst 65 personer livet i Serbien og Bosnien som følge af oversvømmelserne.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie