Merkel bider negle efter konservativ storsejr i Bayern

Når Horst Seehofer mandag ankommer fra München til Berlin, vil Bayerns ministerpræsident og CSU-formand blive mødt med jubel og klapsalver i hovedkvarteret hos sit kristeligt demokratiske søsterparti CDU.

Offentliggjort Sidst opdateret

For Seehofer sikrede søndag CSU 47,7 procent af stemmerne i den sydtyske delstat, hvor partiet har siddet tungt på magten i 56 år.

Efter fem år med det liberale FDP som koalitionspartner fik ministerpræsidenten igen hevet et absolut flertal i land - og de konservative strutter dermed af selvtillid i slutspurten op til forbundsdagsvalget på søndag.

Men i CDU-hovedkvarteret giver Seehofers storsejr også panderynker.

Forbundskansler Angela Merkels parti, der har ført stort i meningsmålingerne igennem hele valgkampen, risikerer nemlig at tabe vigtige stemmer til FDP, som også er Merkels partner i Berlin, og som søndag med et brag røg ud af landdagen i München.

- Jeg går ud fra, at forbundskansler Angela Merkel grundlæggende ser på valgresultatet med bekymring, når man tænker på det psykologiske spil, der nu kommer, siger professor i statskundskab Ursula Münch til nyhedsbureauet dpa.

De liberale Frie Demokrater, som står til tre til fem procent i meningsmålingerne på landsplan, vil nemlig nu massivt gøre kur til Merkels konservative kernevælgere, der frygter en ny stor koalition med socialdemokraterne i Berlin.

- Valgresultatet (fra Bayern, red.) har skræmt mange vælgere. De vil nu nøje overveje, hvad der sker, når FDP slet ikke eller kun meget svagt er med i den næste forbundsdag, siger de liberales næstformand, Holger Zastrow, mandag til avisen Bild.

De tyske vælgere har nemlig to stemmer - førstestemmen går til en kandidat, hvor den, der får flest stemmer i hver af de 299 tyske valgkredse, vinder sit mandat direkte.

Andenstemmen er afgørende for resten af de 620 pladser i Forbundsdagen. Her sætter vælgerne nemlig kryds ved et parti, som skal op over fem procent af stemmerne for at få mandater i parlamentet.

Ved det seneste forbundsdagsvalg i 2009 stod Merkel også til en storsejr. Men mange CDU-vælgere valgte i sidste øjeblik at stemme på FDP, som dermed opnåede rekordopbakning.

Det vil de konservative for alt i verden undgå gentager sig, fordi CDU vil sikre sig den bedst mulige udgangsposition i de kommende regeringsforhandlinger.

Partiets generalsekretær, Herman Gröhe, appellerer da også til vælgerne om at bruge begge stemmer på CDU.

- Andenstemmen er en direkte stemme på Merkel, sagde han søndag aften.

Fra nu af bliver der raslet med sablerne, forudser tv-stationen WDR.

/ritzau/