Merkel får regeringsgrundlag i hus med SPD
Den tyske forbundskansler, Angela Merkels, kristelige demokrater i CDU og søsterpartiet CSU er tidligt onsdag morgen nået til enighed med socialdemokraterne i SPD om et regeringsgrundlag.
CDU-formand Merkel præsenterer ved middagstid aftalen ved et pressemøde med CSU-formanden, Bayerns ministerpræsident Horst Seehofer, og den socialdemokratiske partiformand, Sigmar Gabriel.
Forhandlingerne har stået på i fem uger, og aftalen blev indgået efter et 17 timer langt maratonmøde i den tyske hovedstad Berlin.
Begge lejre har givet sig for at få aftalen i hus.
De borgerlige går nu blandt andet med til at indføre en national mindsteløn på 8,5 euro og lempe mulighederne for at opnå dobbelt statsborgerskab.
Til gengæld har socialdemokraterne accepteret, at der ikke kommer skattestigninger, sådan som CDU har krævet.
Også CSU's forslag om en vejafgift for udenlandske bilister er at finde i regeringsgrundlaget, dog under forudsætning af, at afgiften ikke strider mod EU-retten.
- Aftalen afspejler valgresultatet. Vi har forhandlet på en hård, men fair måde med socialdemokraterne, siger CSU's generalsekretær, Alexander Dobrindt.
At partiets spidser har fundet fælles fodslag, betyder ikke nødvendigvis, at tyskerne dermed er sikre på at have fået en ny regering.
SPD's 470.000 medlemmer skal nemlig sige ja til regeringsgrundlaget ved en urafstemning. Og mange socialdemokrater vægrer sig ved at kaste sig i armene på Merkel, som også stod i spidsen for en stor koalition fra 2005 til 2009.
SPD's generalsekretær Andrea Nahles siger onsdag morgen, at hun er tilfreds med regeringsgrundlaget, som hun er ikke er bange for at sende til urafstemning. På SPD's venstrefløj er de første reaktioner da også positive.
Ved onsdagens pressemøde vil partiformændene endnu ikke sætte navn på, hvem der får ministerposter i den nye store koalition, erfarer flere medier. Men SPD står til at sætte sig på seks ministerier, CDU får fem og CSU tre ministerier.
Hvis det lykkes at stemme regeringsgrundlaget igennem, vil Merkel blive officielt taget i ed den 17. december.
Det er tredje gang, at partierne skal danne regering sammen.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde