Kan Karl-Theodor zu Guttenberg forblive Tysklands forsvarsminister, selv om han har plagieret store dele af sin doktorafhandling og måske mister sin titel som dr. jur.?
Ja, mener hans chef, forbundskansler Angela Merkel, som mandag demonstrativt stillede sig bag sin hårdt pressede forsvarsminister.
Stadig flere eksempler på plagiering i jura-afhandlingen bliver i disse dage indberettet til hjemmesiden guttenplag. Der er antydninger fremme om, at den hidtil så populære Guttenberg kan have brugt en ghostwriter for at snyde sig til sin titel.
Og forsvarsministeriets talsmand afviser forlydender om, at ministeren er tæt på at trække sig.
Merkel har selv en doktortitel i fysik, og hun understreger, at hun ikke har ansat den adelige sydtysker som videnskabelig assistent.
- For mig handler det om jobbet som forsvarsminister. Det passer han på fremragende vis, og det er, hvad der tæller for mig, siger CDU-formanden Angela Merkel, som udtrykker "total tillid" til Guttenberg.
Iagttagere mener, hun ikke har råd til at fyre sin 39-årige stemmesluger fra søsterpartiet CSU i et år med hele syv delstatsvalg.
Hovedpersonen selv forklarede fredag en udvalgt skare journalister i Berlin, at han havde begået fejl ved at glemme et par fodnoter, men ikke bevidst snydt i den 475 sider store doktorafhandling, der sammenligner forfatningsprocesser i Europa og USA.
Inden den 6. marts skal han afgive en forklaring til universitetet i Bayreuth, hvor han i 2007 fik topkarakter for sin doktorafhandling.
Allerede på onsdag skal Karl-Theodor zu Guttenberg stå skoleret i Forbundsdagen, hvor oppositionen kræver hans afgang.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker