Merkel: Jeg er meget lykkelig

Angela Merkel bliver mødt med jublende "Angie, Angie"-tilråb i sit kristeligt demokratiske CDU's hovedkvarter, Konrad-Adenauer-Huset, i Berlin, hvor partiet søndag aften fejrer den tyske forbundskansler.

- Vi har klaret noget rigtig godt: Vi har formået at opnå vores mål - et stabilt flertal i Tyskland med en ny regering, siger en storsmilende CDU-formand, som har svært ved at komme til orde for klapsalverne.

Selv om CDU og dets bayerske søsterparti, CSU, ifølge valgstedsmålingerne med 33,4 procent af stemmerne har opnået deres næstdårligste resultat nogensinde, er Merkel efter eget udsagn "meget lykkelig" over at kunne skifte det socialdemokratiske SPD ud med det liberale FDP nu.

- Vi ønsker fortsat at være et folkeparti, også i det 21. århundrede, siger Merkel..

Den 55-årige første kvinde på kanslerposten understreger ved valgfesten, at hun vil være kansler for alle tyskere og ikke kun for det borgerligt-liberale flertal, der nu er opnået.

Over for tv-stationen ARD udtrykker hun håb om at føre hurtige koalitionsforhandlinger med de liberale, som med 14,7 procent af stemmerne har fået rekordstor opbakning.

- Det er et fremragende resultat, jubler FDP's formand, Guido Westerwelle, der nu står til at blive Tysklands første homoseksuelle udenrigsminister.

/ritzau/

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, er trods lunken opbakning lykkelig over, at hun kan skifte regeringspartneren ud efter forbundsdagsvalget.

Offentliggjort Sidst opdateret