Merkel: Navalnyj-sag kan skade planer om Nord Stream 2
Forbundskansler Angela Merkel vil ikke udelukke, at nervegiftattentat på Putin-kritiker får konsekvenser for Nord Stream 2. Hun siger, at hvis Rusland ikke gennemfører en tilbundsgående efterforskning af sagen omkring oppositionspolitikeeren Aleksej Navalnyj, så kan det skade planerne om en gasrørledning fra Rusland til Tyskland via Østersøen. Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Kreml tager skarpt afstand fra beskyldninger om, at Rusland skulle være involveret i en påstået forgiftning.
Hvis ikke Rusland gennemfører en tilbundsgående efterforskning af sagen om oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj, så kan det skade planerne om gasrørledningen Nord Stream 2 fra Rusland til Tyskland via Østersøen.
Det meddeler den tyske forbundskansler, Angela Merkel, ifølge en talsmand.
- Forbundskansleren er enig i udtalelserne fra udenrigsminister Heiko Mass, siger Merkels talsmand, Steffen Seibert.
Han henviser til, at Maas har sagt, at der "fra russisk side snart skal være en forklaring". I modsat fald vil Tyskland diskutere mulige sanktioner, som kan indebære, at tyskerne trækker deres støtte til gasrørledningen.
I den russiske hovedstad, Moskva, tager talsmænd for Kreml skarpt afstand fra beskyldninger om, at den russiske stat skulle være involveret i en påstået forgiftning af Navalnyj.
- Forsøg på at sætte Rusland i forbindelse med, hvad der skete, er uacceptabelt for os. Det er absurd, siger præsident Vladimir Putins talsmand, Dimitrij Peskov.
- Vi ser frem til, at der kommer data om sagen fra Tyskland, siger han.
En talsmand for det tyske udenrigsministerium siger, at meldingerne om Navalnyj-sagen i Moskva "ikke er underbyggede".
Navalnyj blev syg under en indenrigsflyvning fra Sibirien til Moskva. Ifølge Tyskland blev han forgiftet med nervegiften Novitjok. Den er udviklet af Sovjetunionens militære efterretningstjeneste.
Efterfølgende blev han lagt i kunstig koma og sendt til Tyskland for at blive behandlet.
Den tyske udenrigsminister har udtalt til Bild, at der er "flere indikationer" på, at Rusland stod bag forgiftningen af Navalnyj.
Det dødelige middel, som Navalnyj blev forgiftet med, er tidligere blevet brugt under attentatforsøg.
- Kun få mennesker har adgang til Novitjok, og giften blev brugt af den russiske efterretningstjeneste i angrebet på den tidligere agent Sergej Skripal, siger Heiko Maas til avisen.
Skripal og hans datter blev forsøgt dræbt med samme nervegift i den engelske by Salisbury i 2018.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker