Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den tidligere sovjetleder Mikhail Gorbatjov vandrede mandag eftermiddag gennem den tidligere Berlinmur, hvor hundredvis af østtyskere for præcis 20 år siden strømmede igennem.
Merkel og Gorbatjov havde følgeskab af Polens tidligere præsident Lech Walesa, da de bevægede sig gennem den tidligere Bornholmer Strasse og passerede over jernbroen Bösebrücke.
- Det var nødvendigt for os i dag at vende tilbage til dette punkt, at komme tilbage sammen for at fejre, hvad der blev gjort muligt den 9. november, sagde Merkel.
- Det var resultatet af en lang historie med undertrykkelse og kamp mod undertrykkelse.
Merkel blev i 2005 den første forbundskansler, som stammer fra Østtyskland.
Den store ceremoni er planlagt til mandag aften foran Brandenburger Tor. Her vil den britiske premierminister, Gordon Brown, Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev, og den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, deltage.
Merkel indledte tidligere på dagen markeringen af 20-års-dagen med en bøn. Det skete i Getsemane-kirken i det tidligere Østberlin, der var et tidligt samlingssted for demonstrationerne i hovedstaden mod DDR-styret.
I Moskva hyldede den russiske premierminister, Vladimir Putin, årsdagen.
- For det tyske folk er det en historisk dag, som satte en streg i forhold til en smertefuld fortid, og som var et skridt mod genforeningen af Europa.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker