Merkel og Hollande vil undgå slagsmål om penge

Foto: Bertrand Langlois /Scanpix

Lederne fra to af de toneangivende lande, Tyskland og Frankrig, betoner begge, at de er kommet til EU's budgettopmøde i Bruxelles for at søge et kompromis.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men den tyske forbundskansler, Angela Merkel, gør det også klart, at det for hende ikke er altafgørende, at aftalen falder i hak lige nu.

- Det er vigtigt, at vi finder en løsning. Om det kan ske nu, i løbet af de to dage torsdag og fredag, ved jeg ikke.

- Tyskland vil nå i mål, men det kan godt være, vi får brug for en runde mere, siger Merkel, efter at hun ligesom de andre stats- og regeringschefer har holdt et kort formøde med EU-præsident Herman Van Rompuy.

Frankrigs præsident, François Hollande, understreger i forbindelse med sit formøde hos Van Rompuy også sin vilje til at finde en aftale, alle kan leve med.

- Jeg kommer for at søge et kompromis. Ikke for at aflevere et ultimatum. Europa er et kompromis.

- Jeg er overbevist om, at vi sammen med Tyskland - som altid - vil fungere som en motor, der gør kompromisset muligt, siger Hollande.

Præsidenten siger dog stadig, at han vil bevare landbrugsstøtten til gavn for franske landmænd. Han har tidligere gjort det klart, at Herman Van Rompuys seneste kompromisforslag rummer helt uacceptable besparelser på landbruget.

Flere andre stats- og regeringschefer har i forbindelse med rækken af formøder hos Van Rompuy også gentaget deres ultimative krav og trusler om at blokere for hele budgetaftalen, hvis ikke de får kravene opfyldt.

En diplomat tæt på forhandlingerne mener torsdag aften at kunne tælle mindst 14 mere eller mindre direkte trusler om veto mod en aftale.

Blandt dem er statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), der har fortalt EU-præsidenten, at kravet om en årlig kontingentrabat på en milliard kroner er "en rød linje" for Danmark.

Den italienske premierminister, Mario Monti, har også stillet sig på barrikaderne for støtten til landbruget og de fattigste regioner. Han siger, at han "ikke vil acceptere et uacceptabelt resultat".

/ritzau/