Der sker fremskridt under forhandlingerne om en løsning på eurozonens gældskrise i Bruxelles, men der kommer ikke noget gennembrud, før eurolandenes stats- og regeringschefer onsdag holder deres andet topmøde på blot tre dage.
Sådan lyder vurderingen fra både Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, inden de lørdag aften bag lukkede døre i den belgiske hovedstad prøver at opnå fælles fodslag inden søndagens topmøder.
Dagen igennem har EU's økonomi- og finansministre prøvet at udarbejde et forslag til søndagens to topmøder, hvor først EU's 27 stats- og regeringschefer mødes. Efter frokost er det kun eurolandenes 17 ledere, der er tilbage ved forhandlingsbordet.
- Jeg tror, at finansministrene har gjort fremskridt, og at vi så også virkelig kan opnå vores ambitiøse mål inden onsdag, siger Merkel.
- Men der er tale om vanskelige forhandlinger, tilføjer kansleren.
Også Sarkozy hæfter sig før mødet med Merkel ved, at der er sket fremskridt under lørdagens forhandlinger, som han kalder altafgørende for at løse krisen.
- Der er sket fremskridt. Fra i dag og til onsdag skal der findes en løsning, en strukturel løsning, en endelig løsning, siger Sarkozy ifølge Reuters til journalister i Bruxelles.
På spørgsmålet om, hvorvidt han tror på, at det vil lykkes, siger præsidenten:
- Ja, ellers var jeg ikke her.
Ifølge EU-diplomater er finans- og økonomiministrene principielt enige om, at der er brug for yderligere 108 milliarder euro (804 milliarder kroner) fra bankerne i form af et skærpet krav til omfanget af deres såkaldte kernekapital.
Men eurozonens to største lande, Tyskland og Frankrig, har i denne uge været dybt uenige om, hvordan eurozonens redningsfond EFSF skal fungere.
Sarkozy vil gøre EFSF til en bank, der kan handle på egen hånd og trække kapital i Den Europæiske Centralbank. Den slags opfattes af Merkel som en ny gældsbombe.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned