Merkel og Sarkozy vil have euro-regering

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, og Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, der er under pres for at dæmme op for den igangværende gældskrise i Europa, opfordrer til, at der bliver dannet en fælles "økonomisk" regering.

Den skal bidrage til at tæmme den igangværende gældskrise i eurozonen.

Den ny regering skal ifølge Sarkozy ledes af EU's præsident, Herman Van Rompuy.

Efter et møde mellem Merkel og Sarkozy i præsidentpaladset i Paris foreslog de to ledere også, at alle de 17 lande i eurozonen forpligter sig til at balancere deres budgetter i midten af 2012.

- Landene i eurozonen må gå ind for at få afbalanceret deres budgetter i midten af 2012 og skrive deres mål ind i deres forfatninger inden sommeren 2012, siger Sarkozy.

- Vi ønsker at udtrykke vores absolutte vilje til at forsvare euroen og påtager os Tysklands og Frankrigs særlige ansvar i Europa, sagde Sarkozy.

Til gengæld er tiden ikke inde til at udstede euroobligationer.

- Det er ikke en løsning i dag, siger Merkel.

Danmark er ikke med i euro-zonen.

/ritzau/AFP

Fransk-tysk forslag om "økonomisk regering" i eurozonen skal redde Europa gennem krisen.

Offentliggjort Sidst opdateret