Merkel om Grækenland: Vi har få dage tilbage
De 19 eurolande mødes endnu en gang for at diskutere Grækenland, og de er presset på tid, siger Merkel.
Tiden er knap til at finde en løsning på den græske gældskrise, lyder det fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, forud for et ekstraordinært eurotopmøde i Bruxelles tirsdag.
- Vi skal tale om, hvordan vi skal fortsætte, men vi bliver ikke i stand til at tegne hele billedet.
- Det handler ikke om uger, men om få dage. Vi vil høre, hvad den græske premierminister har at fortælle os, siger Merkel på vej ind til mødet.
Det var efter weekendens folkeafstemning i Grækenland, at EU-præsident Donald Tusk indkaldte til et ekstraordinært topmøde for eurolandene. Her stemte det græske folk nej til långivernes krav om besparelser og reformer til gengæld for flere penge.
På aftenens topmøde skal de 19 eurolandes ledere diskutere, hvordan man skal gå videre herfra. Hollands premierminister, Mark Rutte, understreger ligesom Merkel, at tiden er knap.
- Fakta er: Hvis ikke grækerne i dag eller meget snart - fordi tiden er allerede løbet ud - kommer med omfattende forslag og er klar til at iværksatte svære tiltag, så er vi ikke i stand til at hjælpe dem.
- I det tilfælde ligger ansvaret hos den græske regering, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere på dagen mødtes eurogruppen og her understregede eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem, som også er med til topmødet, at der er "meget lidt tid".
Det var forventningen, at den nye græske finansminister, Euclid Tsakalotos, ville præsentere et nyt forslag for eurogruppen. Men grækerne havde ikke nye forslag med, fortalte Dijsselbloem.
Den litauiske præsident, Dalia Grybauskaité, påpeger, at grækerne havde lovet et udspil til eurotopmødet tirsdag, men nu lover de, at det kommer onsdag.
- For den græske regering er det hele tiden mañana, men det kan ikke være mañana hver dag, siger Grybauskaité på vej ind til topmødet.
- Europa kan finde løsninger på alle problemer. Men vi behøver to parter for at tale med hinanden, stole på hinanden og forstå hinanden. Det har vi ikke endnu, siger hun.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned