Merkel overvejer at flytte asylbehandling til Libyen
Forbundskansler Angela Merkel forsikrer, at Tyskland ønsker at støtte Italiens premierminister, Giuseppe Conte, i hans bestræbelser på at få nedbragt tilstrømningen af migranter ved eventuelt at flytte behandlingen af asylansøgninger til et land uden for EU - for eksempel Libyen. Foto: Markus Schreiber/Ritzau Scanpix
Markus Schreiber/Ritzau Scanpix
Tysklands forbundskansler lover Italien støtte i dets bestræbelser på at få dæmmet op for indvandring.
Forbundskansler Angela Merkel forsikrer, at Tyskland ønsker at støtte Italiens premierminister, Giuseppe Conte, i hans bestræbelser på at få nedbragt tilstrømningen af migranter. Det kan ske ved eventuelt at flytte behandlingen af asylansøgninger til et land uden for EU - for eksempel Libyen.
- Italien er et af de lande, som modtager et stort antal flygtninge som det første ankomstland, fastslår Merkel, som mandag aften fører drøftelser med Italiens nye premierminister i Berlin.
- Det er særligt spørgsmålet om, hvordan vi kan få en stabil regering i Libyen, og hvordan vi kan - om nødvendigt - gennemføre asylbehandlinger der. Det er disse spørgsmål, som vi vil diskutere i de kommende måneder, hvor vi vil arbejde meget tæt sammen.
Giuseppe Conte lagde i Berlin vægt på, at der skal være mere solidaritet EU-landene imellem, når det gælder fordelingen af flygtninge og migranter i Europa.
- Den Europæiske Union må ændre sit perspektiv, siger Conte og understreger:
- Italiens grænser er Europas grænser.
Italien vil af med Dublinforordningen, som fastslår, at asylansøgere skal aflevere deres ansøgning i første ankomstland. I stedet ønsker den italienske regering en ny forståelse af forordningen og en optrappet kamp mod menneskesmuglere og mere europæisk grænsekontrol.
Merkel og hendes indenrigsminister Horst Seehofer fra det bayerske CSU-parti nåede tidligere mandag til enighed om at tage en tænkepause i en optrappet strid om indvandringen i EU.
Seehofer fik fra sin partiledelse enstemmig opbakning til et krav om, at migranter, der er blevet afvist i andre EU-lande, fra 1. juli også vil blive afvist ved de tyske grænser. Medmindre der foreligger en EU-løsning med udgangen af juni.
Seehofer siger, at ingen ønsker at se et sammenbrud i det tyske regeringssamarbejde.
Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at det fra kilder erfarer, at Merkel har accepteret denne tidsfrist. Merkel understreger dog, at der ikke er nogen "automatik" med at afvise asylansøgere, hvis ingen EU-aftale bliver opnået.
Hun siger, at det er en nødvendighed, at der findes en europæisk løsning på migrationsspørgsmålet.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde