Op imod 100.000 demonstranter gik lørdag på gaden i en række tyske byer for at protestere mod sociale nedskæringer.
Dagen før forbundskansler Angela Merkels kristeligt demokratiske CDU indleder en partikongres, beskylder demonstranterne i Dortmund, Erfurt, Nürnberg og Stuttgart Merkels regering for at tørre regningen for finanskrisen af på de svageste i EU's største land.
- Folk skal stadig betale for følgerne af finanskrisen - med skattestigninger, med jobtab og med sociale nedskæringer. Det har intet med retfærdighed at gøre, siger formanden for metalarbejderforbundet IG Metall, Berthold Huber, ved demonstrationen i Stuttgart, hvor omkring 40.000 er mødt op.
- Vi ønsker ikke en republik, hvor magtfulde lobbygrupper med deres penge, magt og indflydelse bestemmer politikken, tordner han.
CDU's partikongres holdes fra søndag til tirsdag i Karlsruhe, hvor der er fokus på, hvor samlet de kristelige demokrater står efter det første år i regering med det liberale FDP.
Regeringssamarbejdet har været præget af stridigheder, og selv om Merkel stadig er populær i befolkningen, er opbakningen til regeringspartierne styrtdykket. De seneste uger har hun desuden været presset af masseprotester - både mod bibeholdelsen af atomkraft og et omstridt banegårdsbyggeri i Stuttgart.
Samtidig kæmper CDU-formanden med ulmende uro i egne rækker. Konservative kræfter i partiet beskylder hende for ikke at være konservativ nok. Og fra partiets erhvervsklub med 11.000 medlemmer lyder der krav om at inddrage borgerne mere i beslutningsprocesserne. Ellers vil de vende CDU ryggen, lyder advarslen.
Samtidig er der gisninger om, at den helbredsmæssigt og politisk svækkede finansminister Wolfgang Schäuble snart ryger ud. Kansleren bakkede lørdag demonstrativt op om den 68-årige konservative nestor af frygt for, at debatten om Schäuble vil dominere partikongressen.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker