Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, kan ånde lettet op.
Medlemmerne af Forbundsdagen i Berlin har torsdag stemt ja til eurozonens udvidede krisefond. Og Merkels regeringskoalition fik den omstridte fond i hus uden oppositionens stemmer.
Det socialdemokratiske SPD og De Grønne havde på forhånd meddelt, at de ville stemme for, mens venstrepartiet Die Linke ville stemme imod ved afstemningen, som af tyske medier er blevet betegnet som den vigtigste i Forbundsdagen i år.
Men der var uro i Merkels eget kristeligt demokratiske CDU-parti, søsterpartiet CSU og den liberale regeringspartner FDP, hvor ikke alle er begejstret for, at tyske skatteydere skal sende penge til Grækenland og andre kriseramte lande.
Det udløste frygt i kanslerens inderkreds for, at hendes regeringskoalition ikke ville være i stand til at stemme fonden hjem alene, hvilket ville have givet Merkels autoritet som regeringschef alvorlige ridser i lakken.
Det viste sig imidlertid, at 315 parlamentarikere fra Merkels regeringslejr stemte for, mens 15 stemte imod efter tre timers til tider ophidset debat i Forbundsdagen.
Og lettelsen er stor blandt regeringslejrens spidser, nu da man ikke har måttet ty til oppositionens stemmer for at få den omstridte redningspakke igennem.
- Vi har vist, at koalitionen er i stand til at handle. Det er et godt resultat, siger formanden for CDU/CSU's forbundsdagsgruppe, Volker Kauder, til nyhedsbureauet dpa.
Også FDP's gruppeformand, Rainer Brüderle, er tilfreds til trods for, at en række euroskeptikere i den liberale lejr har skabt stor intern splid i partiet og regeringen.
- Vi rystede ikke, vi argumenterede, siger han til dpa.
I alt stemte 523 medlemmer af Forbundsdagen for, 85 stemte imod, mens tre undlod at stemme.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde