Merkels udkårne opgiver at blive tysk kansler
Annegret Kramp-Karrenbauer, der i december 2018 blev valgt som leder af det konservative CDU og dermed kørt i stilling som Angela Merkels arvtager, trækker sig som kanslerkandidat. (Arkivfoto) Foto: Fabian Bimmer/Reuters
Fabian Bimmer/Reuters
Annegret Kramp-Karrenbauer trækker sit kanslerkandidatur og understreger, at CDU ikke må samarbejde med AfD.
Annegret Kramp-Karrenbauer, der leder Tysklands CDU, trækker sig som kandidat til at efterfølge Angela Merkel som tysk forbundskansler.
Det siger hun mandag ved en pressekonference i Berlin.
Hun forbliver partileder, indtil en anden kanslerkandidat er fundet, siger hun.
Hun vil også forblive tysk forsvarsminister i resten af den indeværende valgperiode. Der er tysk forbundsdagsvalg næste år.
- Jeg giver denne meddelelse i dag, efter at jeg længe har overvejet min beslutning, siger hun.
- Partiledelse og kanslerkandidatur skal være placeret hos den samme person, lyder det fra Kramp-Karrenbauer.
Den 57-årige Kramp-Karrenbauer omtales ofte med sine initialer AKK. Hun blev ny partileder efter Merkels tilbagetræden fra posten i 2018.
Hun trækker sig efter en række nederlag til CDU ved delstatsvalg. Partiet har især mistet terræn ved flere delstatsvalg i det østlige Tyskland.
Hun siger, at hun ikke mener, at hendes beslutning vil skade stabiliteten i den regerende koalition, hvor konservative CDU arbejder sammen med det bayerske søsterparti CSU og socialdemokraterne i SPD.
Beslutningen om at træde tilbage fra partitoppen kommer efter et delstatsvalg i Thüringen, der har skabt krise i regeringspartiet.
Her valgte Merkels parti at samarbejde med det højreorienterede parti Alternative für Deutschland (AfD), hvilket udløste en strid mellem partiets topledelse i Berlin og ledere i delstaten.
- Enhver tilnærmelse mod AfD svækker CDU, siger AKK mandag.
Hun tilføjer, at hendes holdning til det indvandringskritiske parti er helt klar.
- Der må ikke være nogen tilknytning til AfD, der må ikke være noget samarbejde med AfD, siger hun ifølge den tyske avis Die Zeit.
Merkel kritiserede i sidste uge ligeledes begivenhederne i Thüringen.
- Det er utilgiveligt, og det skal trækkes tilbage, sagde Merkel om samarbejdet mellem hendes partifæller i Thüringen og AfD.
Som partileder lykkedes det ikke AKK at løse krisen under krisemøder med partifællerne i Thüringen.
Forsvarsministerposten i Tyskland, som AKK sidder på, er kendt for ofte at være udfordrende. Blandt andet fordi det tyske forsvar, Bundeswehr, har været præget af historier om højreekstremisme og dårligt udstyr.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde