Merz' økonomiske bazooka skal genopbygge tysk forsvar og skabe vækst

Merz sagde forud for afstemningen, at Tyskland i "mindst et årti har haft en falsk følelse af sikkerhed". Foto: Liesa Johannssen/Reuters

Vejen er banet for en historisk oprustning af det tyske forsvar. Tyskland skal påtage sig en lederrolle på området i Europa, mener landets kommende kansler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var spænding til det sidste i Tyskland.

I timerne op til en historisk og for den formentlig kommende tyske forbundskansler, Friedrich Merz, helt afgørende afstemning var der usikkerhed.

På gangene gik støtter af forslaget om at ændre i grundloven for at lempe den såkaldte gældsbremse rundt og forsøgte at overbevise tvivlere.

Bremsen er indføjet i forfatningen og sætter en grænse for, hvor stor en gæld staten må have.

En ændring i den tyske forfatning kræver opbakning fra to tredjedele af de 736 medlemmer af det tyske parlament.

Et flertal, som konservative CDU's Merz med støtte fra socialdemokratiske SPD og De Grønne på papiret havde med en margin på 31 stemmer. Men hvor han ikke kunne vide sig sikker på, at alle ville følge partiernes linje.

Men det lykkedes for Merz, som benyttede en særlig manøvre for at sikre sig, at Tyskland nu kan gøre op med årtiers stram økonomisk politik.

CDU og SPD, som forhandler om en koalitionsregering, ønskede at gennemføre forfatningsændringen, før det nye parlament tiltræder 25. marts.

Både den ydre højrefløj og ydre venstrefløj gik frem ved valget i februar. De mulige regeringspartnere frygtede, at der om en uge ikke længere ville kunne findes det fornødne flertal.

Merz har retfærdiggjort den hurtige proces med den hurtigt skiftende geopolitiske situation. Aftalen skal blandt andet bane vej for en stor oprustning i Europas største økonomi.

Læs her mere om planerne:

* Hvad indebærer aftalen?

Gældsbremsen lempes, så CDU/CSU og SPD i en kommende regering kan optage lån og afsætte 500 milliarder euro - 3750 milliarder kroner - til at bruge på blandt andet forsvar og infrastruktur over de næste 12 år.

100 milliarder euro er afsat til klimatiltag og grøn omstilling. Det var et krav fra De Grønne.

Konservative CDU's formand, Friedrich Merz, bliver efter al sandsynlighed næste forbundskansler i Tyskland. Han går efter en koalitionsregering med socialdemokratiske SPD. Foto: Lisi Niesner/Reuters

Aftalen bliver af tyske medier omtalt som en finanspolitisk bazooka, fordi den sprænger de gamle økonomiske rammer i stumper og stykker.

* Hvad siger Merz?

Ifølge Merz er planen nødvendig for at opruste militæret og skabe vækst i Tyskland, hvis økonomi sidste år skrumpede for andet år i træk.

Gældsbremsen og Tysklands tilbageholdenhed med at bruge penge udpeges af flere som stærkt medvirkende til den skrantende tyske økonomi.

Merz sagde forud for afstemningen, at Tyskland i "mindst et årti har haft en falsk følelse af sikkerhed".

- Vi bliver nødt til fuldstændigt at genopbygge vores evne til at forsvare os.

Europa skal gøre mere for at sørge for sin egen sikkerhed. Tyskland skal påtage sig lederrollen, mener Merz.

Beslutningen, der tirsdag blev taget i Rigsdagen, får betydning for hele Europa. Det er Europas største økonomi, der gør klar til en stor oprustning af forsvaret. Foto: Lisi Niesner/Reuters

* Hvilken betydning får det for Europa?

Det vil påvirke hele Europas fremtidige forsvar samt den videre støtte til Ukraine, skriver BBC.

Efter Donald Trumps tiltræden som præsident i USA har "Europa fået et wakeupcall".

Det siger Fenella McGerty, seniorforsker i forsvarsøkonomi ved den britiske tænketank International Institute for Strategic Studies.

- For første gang kan europæere måske ikke regne med Washington. Udsigten for det europæiske forsvarsforbrug afhænger af udviklingen i Tyskland, som har regionens største forsvarsbudget, siger hun til BBC.

* Hvad siger modstandere af planen?

Både Alternative für Deutschland (AfD) fra den ydre højrefløj og Die Linke fra det ydre venstre er imod.

Medlemmer af Forbundsdagen afgiver deres stemmer ved afstemningen tirsdag. Foto: Annegret Hilse/Reuters

AfD mener, at Merz ignorerer vælgernes vilje, fordi planen blev presset igennem, før det nye parlament, der ifølge AfD mere legitimt afspejler, hvad folket ønsker, træder til.

* Hvad sker der nu?

Forslaget ventes fredag at få grønt lys i Forbundsrådet, som er parlamentets øvre kammer bestående af ledere fra de 16 delstater.

/ritzau/

Vigtige datoer i tysk politik

* 21. marts: Forbundsrådet, de 16 delstaters parlament i Tyskland, skal tage stilling til lovforslaget om at ændre i forfatningen og lempe gældsbremsen.

* 24. marts: De 16 arbejdsgrupper, der forhandler ny regering, skal være færdige med udkast til en koalitionsaftale. Det er grundlag for de videre forhandlinger.

* 25. marts: Vagtskifte i Forbundsdagen. Den nye forsamling, der blev valgt den 23. februar, afløser den afgående forsamling.

* 20. april: Påske. Friedrich Merz har sagt, at han regner med at have sin nye regering klar inden påske.

Kilder: Reuters og dpa.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu