Meta blokerer for flere pakistanske Instagram-konti i Indien
Facebooks moderselskab, Meta, har blokeret en fremtrædende muslimsk nyhedskonto på Instagram i Indien, mens en konflikt mellem Indien og Pakistan står på. Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Meta har på en juridisk anmodning blokeret for en stor nyhedsprofil på Instagram i Indien, lyder besked.
Facebooks moderselskab, Meta, har blokeret en fremtrædende muslimsk nyhedskonto på Instagram i Indien.
Det siger kontoens grundlægger, Ameer Al-Khatahtbeh, til nyhedsbureauet AFP.
- Jeg har modtaget hundredvis af beskeder, e-mails og kommentarer fra vores følgere i Indien om, at de ikke kan få adgang til vores konto, lyder det fra grundlæggeren.
Profilen hedder "Muslim" og har 6,7 millioner følgere.
- Meta har blokeret Muslim-kontoen efter juridisk anmodning fra den indiske regering. Dette er censur, lyder det videre.
Instagram-brugere, der forsøger at besøge profilen, bliver mødt med en besked, der lyder:
- Kontoen er ikke længere tilgængelig i Indien. Det skyldes, at vi har efterkommet en juridisk anmodning om at begrænse dette indhold.
Desuden er over 10 pakistanske YouTube-kanaler blevet blokeret i Indien, fordi de angiveligt spreder "provokerende" indhold, skriver AFP.
Også adgangen til den tidligere pakistanske premierminister og cricketspiller Imran Khans Instagram-konto er blevet blokeret.
Det gælder også de pakistanske Bollywood-skuespillere Fawad Khan og Atif Aslam.
En konflikt mellem Indien og Pakistan er for alvor antændt onsdag, efter at Indien har udført angreb på nabolandet.
Begge lande har udvekslet artilleriild langs deres omstridte grænse i regionen Kashmir, efter at Indien udførte missilangreb på Pakistan natten til onsdag.
De seneste meldinger lyder på 31 dræbte i Pakistan og 12 dræbte i Indien.
Indien mener, at Pakistans regering har støttet et angreb på turister sidste måned i den indiske del af Kashmir. Her blev 26 mennesker dræbt.
Meta har afvist at kommentere på sagen. En talsmand henviser AFP til en virksomhedsside, der beskriver selskabets politik for begrænsning af indhold, når regeringer mener, at materiale på dets platforme er "i strid med lokal lovgivning".
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker