Meteorolog: Voldsom nedbør i græsk region er uden fortilfælde
Voldsom regn har ramt det centrale Grækenland. Her ses oversvømmelser onsdag. Foto: Sakis Mitrolidis/Ritzau Scanpix
Et års nedbør på 24 timer i græsk region beskrives af meteorolog som et "hidtil uset fænomen".
En græsk region centralt i landet har på 24 timer fået mellem 600 og 800 millimeter regn under stormen Daniel.
Det er mere end et gennemsnitligt års nedbør i regionen.
Det oplyser meteorolog Dimitris Ziakopoulos, som er vicepræsident for det græske center for undersøgelser af krisehåndtering. Centeret hører under landets klimaministerium.
- Det lader til, at den bjergrige Magnesia-region fik mellem 600 og 800 millimeter regn på 24 timer, siger han.
Dimitris Ziakopoulos kalder det et "hidtil uset fænomen i landets meteorologiske data", som går tilbage til 1955.
Stormen ved navn Daniel har siden mandag hærget Grækenland - og især regionen Magnesia og dens hovedby, Volos. Den ligger 300 kilometer nord for hovedstaden, Athen.
Politiet har blandt andet forbudt rejser til Volos samt udstedt farevarsler for en række landsbyer.
Ifølge det græske beredskab har to mennesker mistet livet, mens fire savnes efter den voldsomme regn.
I alt er mindst 12 mennesker døde i Grækenland, Tyrkiet og Bulgarien i det voldsomme uvejr.
Nedbøren kommer, bare få dage efter at landet var begyndt at få styr på de voldsomme skovbrande, der har hærget det sydeuropæiske land igennem en tør og hedebølgeramt sommer.
- Alt det, som vi reddede fra brandene i juli, er blevet ødelagt i det voldsomme vejr, siger 49-årige Christos Kleftakis, som befinder sig i Nea Anchialos nær byen Volos.
- Dette er uden fortilfælde - de her alvorlige vejrhændelser, regnens styrke, vinden. Jeg har aldrig før set noget lignende, tilføjer han.
Også i 2017 var der voldsomt stormvejr i Grækenland. Her mistede 25 mennesker livet, og flere hundrede blev hjemløse, efter at store nedbørsmængder ødelagde deres hjem.
Gennemsnitligt har den årlige nedbør i Danmark fra 1981 til 2010 været 746 millimeter ifølge Danmarks Meteorologiske Institut.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker