Mette Frederiksen fordømmer angreb på ukrainsk børnehospital
Mindst 36 døde ifølge de lokale myndigheder i mandagens angreb på tværs af Ukraine. Foto: Anton Shtuka/Ritzau Scanpix
Det er afskyeligt at bombe et børnehospital, udtaler statsminister Mette Frederiksen efter angreb mod Ukraine.
Statsminister Mette Frederiksen (S) fordømmer mandagens russiske angreb, der blandt andet ramte et børnehospital i Ukraine.
Det sker i et opslag på Statsministeriets profil på det sociale medie X.
- Det er afskyeligt at bombe et børnehospital. Jeg fordømmer på det kraftigste angrebene på tværs af Ukraine og mod børn, lyder det.
Mindst 36 døde i mandagens angreb på tværs af Ukraine ifølge de lokale myndigheder.
I hovedstaden Kyiv gik det ud over et børnehospital, et andet hospital og flere transformerstationer.
- Putin (Ruslands præsident, Vladimir, red.) viser igen sin nådesløshed. Vi er nødt til at fortsætte med at støtte Ukraine og landets kamp mod Ruslands grusomheder, lyder det fra Mette Frederiksen.
USA's præsident, Joe Biden, fordømmer i en udtalelse fra Det Hvide Hus også mandagens angreb.
- Ruslands missilangreb, som i dag (mandag, red.) dræbte adskillige ukrainske civile og forårsagede skade og dødsfald på Kyivs største børnehospital, er en rædselsvækkende påmindelse om Ruslands brutalitet, lyder det.
Biden siger yderligere, at USA sammen med forsvarsalliancen Nato i løbet af ugen vil offentliggøre nye tiltag, der har til formål at styrke det ukrainske luftforsvar.
Nato holder fra tirsdag topmøde i den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.
- Det er af afgørende betydning, at verden bliver ved med at bakke op om Ukraine på dette væsentlige tidspunkt, og at vi ikke ignorerer Ruslands aggression, siger Biden.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har udtalt, at landet vil gøre gengæld efter mandagens angreb.
Rusland har selv hævdet, at mandagens angreb var rettet mod forsvarsindustrien og ukrainske luftbaser.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned