Mexicansk dommer lukker for diskussion af retsreform

Retsarbejdere demonstrerer 30. august ude foran en statslig retsbygning i den mexicanske by Monterrey i delstaten Nuevo Leon. Hundredvis af dommere har tilsluttet sig en strejke i protest mod et kontroversielt forslag om en retsreform i Mexico, som betyder, at dommere i fremtiden skal vælges ved folkevalg. Foto: Julio Cesar Aguilar/Ritzau Scanpix

En retsreform i Mexico skulle diskuteres de første uger af september. En dommer har nu nedlagt forbud.

Offentliggjort Sidst opdateret

En mexicansk dommer har lørdag pålagt underhuset i landets kongres, at det ikke må diskutere en kontroversiel reform af retssystemet.

Det var ellers planlagt, at lovgivere i landet skulle diskutere reformen i den første uge af september. Det fremgår af et retsdokument, som nyhedsbureauet Reuters har fået indsigt i lørdag.

Retsreformen, som præsident Andres Manuel Lopez Obrador er spydspids for, har skabt spændinger mellem Mexico og USA og har skræmt udenlandske investorer.

Ordren om midlertidigt at forbyde diskussion af og stemmeafgivning om retsreformen blev udstedt af distriktsdommeren Martha Eugenia Magaña López i den mexicanske delstat Morelos.

Ordren kommer i kølvandet på bekymringer for arbejdsrettighederne for dem, de arbejder i det mexicanske retssystem.

Reformen drejer sig om, at omkring 7000 dommere skal være folkevalgte og at der vil indføres lavere krav til erfaring og alder. Tilmed vil antallet af medarbejdere ved landets øverste domstol skrumpe.

Fortalerne for reformen siger, at den vil forbedre demokratiet og hjælpe med at fikse et system, der ikke længere har offentlighedens interesse for øje.

Kritikere siger derimod, at den vil afbryde dommeres karrierer, skævvride magten til den udøvende magts fordel og gøre retsvæsenet sårbart for kriminel indflydelse.

Dommerens ordre betyder, at underhuset ikke må diskutere reformen indtil 4. september, hvor dommeren vil beslutte, hvorvidt forbuddet skal være permanent.

Kongressen har dog tidligere ignoreret lignende ordrer, og derfor er det endnu uvist, om de kommer til at respektere denne.

Den tiltrædende præsident, Claudia Sheinbaum, som bliver taget i ed 1. oktober, har tidligere støttet reformen.

Hun mener, at den vil hjælpe med at bekæmpe landets høje forekomst af straffrihed for voldelige forbrydelser.

De fagforeninger, der repræsenterer retsarbejdere, siger, at reformen vil træde på arbejdstagernes rettigheder. Tilmed mener de, at et folkevalg af dommere risikerer at gøre det muligt for kriminelle grupperinger at tage kontrol over retsvæsenet.

Forslaget om retsreformen har også udløst spændinger mellem Mexico og USA og Canada. Præsident Lopez Obrador sagde tidligere på ugen, at han havde sat forbindelserne med de canadiske og amerikanske ambassader i landet på pause på grund af deres kritik af reformen.

Han mente, at kritikken af reformen var respektløs overfor Mexicos suverænitet. Han understregede, at pausen kun var med ambassaderne og ikke landene selv.

/ritzau/Reuters