Mexicansk glæde over blokeret Arizona-lov

Der er glæde i Mexico over, at det i sidste øjeblik ikke vil lykkes den amerikanske stat Arizona at gennemføre dele af en ny kontroversiel indvandrerlov.

En føderal dommer har onsdag blokeret dele af statens nye, stramme lov, dagen inden den skulle være trådt i kraft.

- Det er første skridt i den rigtige retning, lyder det fra Mexicos udenrigsminister, Patricia Espinosa.

Arizona og Mexico grænser op til hinanden, hvorfor et stort antal mexicanere befinder sig i den amerikanske stat - mange af dem illegalt. Den nye lov har til hensigt at slå hårdt ned mod denne gruppe.

Men dommer Susan Bolton har nu valgt at vende tommelfingeren nedad over for flere vigtige dele af loven, blandt andet en kontroversiel bestemmelse om, at politiet har ret til at stoppe alle med latinoudseende for at afkræve dem dokumentation for, at de opholder sig legalt i landet.

På trods af lovens lempelse mener den mexicanske regering dog langtfra, at problemerne er løst i Arizona.

- Den mexicanske regering har indledt og vil øge indsatsen mod overtrædelser af indvandreres rettigheder, siger landets udenrigsminister Patricia Espinosa.

Kampen om Arizonas indvandrerlov ser dog ikke ud til at være slut med onsdagens beslutning. Statens guvernør, Jan Brewer, er således fast indstillet på at anke afgørelsen.

- Denne kamp er langtfra overstået. I realiteten er det blot begyndelsen, og afslutningen bliver helt sikkert lange juridiske anstrengelser. Arizona forbeholder sig retten til at beskytte sine borgere, siger Brewer ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters

Mexico kalder det "første skridt i den rigtige retning", at en føderal dommer i USA har underkendt dele af Arizonas nye og kontroversielle indvandrerlov.

Offentliggjort Sidst opdateret