Det mexicanske militær har fået ram på én af de førende narkobaroner i landet.
Det drejer sig om Ignacio "Nacho" Coronel, der torsdag blev dræbt under en operation i landets vestlige stat Jalisco.
Drabet på Coronel, der er eftersøgt i USA for narkosmugling, bliver bekræftet af den mexicanske regering.
Lokale medier beretter, at han blev dræbt af skud under militærets operation.
Narkobaronen var blandt de øverste i hierarkiet i det magtfulde kartel Sinaloa, der har base i den nordvestlige del af landet.
Coronel er anklaget for at have smuglet adskillige ton narkotika ind i både USA og Europa. Det har blandt andet ført til, at de amerikanske myndigheder har udlovet en dusør på fem millioner dollar for informationer, der kunne føre til en anholdelse.
Drabet kan betyde et kærkomment rygstød til præsident Felipe Calderons kamp mod narkotikabanderne, som han indledte sidst i 2006. Den konservative leder er tidligere blevet kritiseret for ikke at have fanget nogle af de højtstående narkobosser i år.
Flere end 26.000 personer er de seneste tre og et halvt år blevet dræbt som følge af narkorelateret vold i Mexico.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet