Mexicansk skibs kollision med Brooklyn Bridge koster to livet
Et mexicansk skib ramte Brooklyn Bridge omkring klokken 20.30 lokal tid lørdag aften. Foto: Bjorn Kils/New York Media Boat/Reuters
Et skib fra Mexicos flåde har ramt underkanten af ikonisk bro i New York. To personer meldes døde.
To personer er døde, efter at et skib fra den mexicanske flåde lørdag aften sejlede ind i Brooklyn Bridge i New York.
Det oplyser New York Citys borgmester, Eric Adams, på det sociale medie X.
- Tidligere på aftenen (lørdag lokal tid, red.) mistede den mexicanske flådes store skib Cuauhtemoc strømmen og stødte ind i Brooklyn Bridge.
Han skriver, at i alt 277 personer var om bord på skibet, da kollisionen fandt sted. 19 af dem er kommet til skade, hvoraf to er i kritisk tilstand.
- Vi beder for alle om bord og deres familier, og vi er taknemmelige for vores førstehjælpere, der hurtigt tog affære og sørgede for, at ulykken ikke gik værre.
- Efter vores foreløbige undersøgelse kan vi bekræfte, at broen ikke har lidt skade, og at den nu er åben for offentligheden, skriver Eric Adams.
Den mexicanske flåde skrev tidligere på det sociale medie X, at flådefartøjet Cuauhtemoc kort efter sin afgang var blevet forhindret i at fortsætte sin rejse på grund af et uheld ved broen, der forbinder bydelen Brooklyn med Manhattan.
Kollisionen skete, da skibet var i færd med at foretage en "sejlmanøvre", lød det videre.
Den øverste del af skibets ene mast ramte underkanten af broen. Masten blev beskadiget i mødet med broen og er delvist knækket, skrev flere medier, heriblandt nyhedsbureauet AP.
Politiet rådede i forbindelse med sammenstødet borgere til at holde sig væk fra Brooklyn Bridge, der også kortvarigt var lukket for trafik i begge retninger.
To øjenvidner fortalte AP, at de så en person dingle i 15 minutter fra et sted højt oppe på skibet, før personen blev reddet.
Den mexicanske flåde benytter skibet til uddannelse af kommende soldater.
Hver år benyttes Cuauhtemoc til at sende soldater under uddannelse rundt til forskellige havne som en del af den afsluttende træning.
/ritzau/
Seneste artikler
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Røg i hal ved børnehus
Kontrol af byggeplads afslørede efterlyst ukrainer
Mikkel oplever sin tredje skolelukning
René Hedegaard fortsætter som direktør i Krokodille Zoo
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Kvinde anholdt: Truede med at skyde bekendt
Bostedet Langholt lukker