Mexicanske skoler aflyser undervisning inden orkans ankomst
Dette satellitbillede viser stormen Otis, der tirsdag lokal tid nærmer sig Mexicos stillehavskyst. Foto: -/Ritzau Scanpix
Onsdag morgen lokal tid ventes orkanen Otis at gå i land på Mexicos stillehavskyst med voldsom vind og regn.
Orkanen Otis farer afsted mod den populære feriedestination Acapulco i Mexico tirsdag lokal tid og ventes at gå i land på Mexicos stillehavskyst som en "ekstremt farlig" storm.
Det ventes, at orkanen går i land onsdag morgen lokal og fører til stærk vind og voldsom regn.
Otis ventes at være i kategori 5 på Saffir-Simpson-skalaen, som er en skala, der bruges til at kategorisere orkaner. Kategori 5 er det højeste niveau og betyder, at der kan ske katastrofale skader.
I byerne Zihuatanejo og Punta Maldonado i delstaten Guerrero ventes orkanforhold mellem 12 og 24 timer. Det oplyser Det Nationale Orkancenter i USA (NHC).
Skoler i Guerroro har aflyst timerne onsdag på grund af meldingerne om, at den voldsomme orkan er på vej, siger guvernør Evelyn Salgado på sociale medier.
Klokken 18.00 lokal tid tirsdag var Otis omkring 85 kilometer sydsydøst for Acapulco, hvor den fortsatte med at blive stærkere, indtil den skulle gå i land.
Når den er gået i land, ventes det, at den svækkes hurtigt, lyder det fra NHC.
Stormen kan dog medføre op til 38 centimeters regn i dele af Guerrero og nabodelstaten Oaxaca og muligvis føre til oversvømmelser og mudderskred samt "livsfarlige" stigninger i havvandet, bølger og vandstrømmene.
I weekenden kostede orkanen Norma mindst tre personer livet, da den passerede Mexicos nordvestlige kyst. Få dage inden ramte den kraftige orkan Lidia Mexicos stillehavskyst.
Lidia kostede en person livet og sårede adskillige andre.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker