Den mexicanske hær har beslaglagt 840 ton kemikalier til fremstilling af en særlig stærk form for amfetamin i en lagerbygning 200 kilometer nord for Mexico City.
Det er den største beslaglæggelse af sin slags, siden præsident Felipe Calderon i 2006 erklærede krig mod de mexicanske narkokarteller.
De beslaglagte mængder af kemiske midler kunne efter en tur gennem et avanceret laboratorium forvandles til 3,5 millioner doser narko.
Hvis narkoen var blevet solgt i USA, hvor det meste plejer at havne, anslås fundet at have en værdi på op imod 145 milliarder kroner. Andre sætter værdien betydelig lavere, men stadig i milliardstørrelsen.
Hæren gennemførte aktionen mandag, og på de billeder, regeringen nu har offentliggjort fra lagerbygningen, ses kemikalier stakket op i hundredvis af hvide sække, 200 liters tønder, gaffeltrucks, og indpakningsborde.
- Det er den største beslaglæggelse af den slags basiskemikalier nogensinde i Mexico, og muligvis også globalt, siger Alberto Islas fra konsulentfirmaet Risk Evaluation.
Ifølge Islas viser beslaglæggelsen, at metamfetamin fremstilles på industriel skala i Mexico.
Denne form for amfetamin er tre til fem gange stærkere end ordinær amfetamin.
De seneste 20 måneder har amerikansk politi anholdt næsten 2000 personer i en aktion rettet udelukkende mod det berygtede mexicanske narkokartel La Familia Michoacana.
Desuden er der fundet 62 millioner dollar og 12 ton af narkotiske midler, oplyste justitsministeriet i Washington torsdag.
USA og Mexico samarbejder tæt om at få bugt med narkobaronerne på begge sider af grænsen.
De mange anholdelser er sket i 12 amerikanske delstater samt i Washington under aktionen med navnet "Project Delirium".
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet