Mexico kritiserer USA for spionage mod præsident
De mexicanske myndigheder retter kraftig kritik mod USA efter rapporter om, at den amerikanske efterretningstjeneste spionerede mod Felipe Calderon, der var Mexicos præsident fra 2006 til 2012.
Ifølge det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel hackede en specialafdeling i efterretningstjenesten NSA sig ind i Calderons e-mail i maj 2010.
- Calderons e-mail blev en lukrativ kilde til informationer for NSA, hedder det i rapporten.
Der Spiegel skriver, at spionagen er afsløret gennem de lækkede dokumenter fra den spionsigtede Edward Snowden.
NSA skal via serveren i regeringskontorerne også have hacket sig ind på andre regeringsmedlemmers mailkonti.
Det mexicanske udenrigsministerium kalder den påståede spionage "for uacceptabel, ulovlig og i strid med mexicansk lovgivning og i strid med folkeretten."
Mexico er en af USA's største handelspartnere, og rapporterne om NSA's praksis kan skade de to landes forhold, siger iagttagere.
USA og Mexico har i den seneste tid styrket et samarbejde ved de to landes fælles grænse for at begrænse ulovlig indvandring til USA og dæmme op for organiseret kriminalitet.
Det mexicanske udenrigsministerium siger, at præsident Barack Obama har lovet at iværksætte en "omfattende undersøgelse" for at få klarlagt, hvem der er ansvarlig for den angivelige hacking af Calderons e-mailpost.
- I et naboforhold mellem ligeværdige partnere er der ikke plads til sådanne handlinger, skriver det mexicanske udenrigsministerium.
Den nuværende præsident, Enrique Pena Nieto, som efterfulgte Calderon på posten, var selv et offer for amerikansk spionage, inden han kom til magten, hedder det i flere separate rapporter.
Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, udsatte i september et planlagt statsbesøg i USA, fordi amerikanerne havde drevet spionage mod hende.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker