Den mexicanske regering afviser torsdag endnu engang at udlevere en fransk fange til afsoning i Frankrig. Kvinden afsoner en dom på 60 års fængsel for kidnapning.
Den franske præsident Nicolas Sarkozy har ellers gjort det til lidt af en mærkesag at få den 36-årige Florence Cassez udleveret til hjemlandet, men mexicanerne nægter at bøje sig.
- En udlevering vil uberettiget tillade en anden stat at reducere eller helt ophæve den straf, som Florence Cassez afsoner for forbrydelser begået i Mexico, skriver det mexicanske udenrigsministerium i en erklæring.
Florence Cassez tabte i sidste uge sin ankesag i Mexico, hvor hun hele tiden har nægtet sig skyldig. Cassez hævder, at hun blot var kæreste med en mand, der viste sig at være involveret i kidnapning af tre personer.
Frankrig ønsker ikke at garantere, at kvinden afsoner samtlige 60 år, hvis hun udleveres til hjemlandet. Sarkozy har blandt andet sagt, at han "ikke vil efterlade denne unge kvinde i fængsel i de kommende 60 år".
Franskmændene mener desuden, at Mexico ifølge internationale konventioner er forpligtet til at udlevere Florence Cassez.
Mexicanerne har senest svaret igen ved at aflyse et kulturelt prestigeprojekt i Frankrig kaldet "Mexicos år".
- Jeg vil gerne slå fast, at ingen, der begår forbrydelser på mexicansk jord, uanset deres sociale, økonomiske eller nationalitetsmæssige status, slipper for straf, buldrer den mexicanske præsident, Felipe Calderon.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned