Mexico reviderer coronatal: Tilføjer 120.000 dødsfald
Medarbejdere gør klar til at kremere en person død med covid-19 i Mexico City. Ny rapport viser, at op mod 120.000 flere end antaget er døde med virusset i landet. (Arkivfoto) Foto: Pedro Pardo/Ritzau Scanpix
Pedro Pardo/Ritzau Scanpix
Officielt er lidt over 200.000 døde med covid-19 i Mexico, men tallet er ifølge ministerium meget højere.
Mexico har søndag offentliggjort reviderede tal, der indikerer, at antallet af coronadøde i landet er hele 60 procent højere end hidtil antaget.
Det viser en rapport fra landets sundhedsministerium ifølge BBC.
Ifølge rapporten menes over 321.000 personer nu at have mistet livet i landet under pandemien efter at være blevet smittet med coronavirus.
Mexicos officielle dødstal er ifølge Johns Hopkins University 201.429 - næsten 120.000 mindre.
Det reviderede tal placerer landet på en andenplads over de nationer, der har registreret flest døde med covid-19 målt i totale tal.
Kun USA har registreret flere dødsfald med 549.294, mens Brasilien, der ifølge Johns Hopkins officielle optælling ligger nummer to, har registreret 312.206 døde.
Mexico har med sine cirka 126 millioner indbyggere en markant mindre befolkning end begge lande.
Flere sundhedseksperter og den mexicanske regering har længe advaret om, at landets reelle dødstal formentlig er langt højere, end de officielle tal viser, fordi relativt få bliver testet for virusset.
Det menes også, at manglende pladser på Mexicos intensivafdelinger har ført til, at en stor gruppe af mennesker er døde i deres egne hjem, hvorfor de ikke er blevet føjet til statistikken.
De nye tal er grum læsning for Mexicos præsident, Andrés Manuel López Obrador, der er blevet kritiseret hårdt for sin håndtering af pandemien.
Præsidenten, der selv er kommet sig efter at være blevet smittet med coronavirus, er gentagne gange blevet beskyldt for ikke at tage krisen seriøst.
Han er for eksempel ofte blevet set i offentligheden uden at bære mundbind trods anbefalinger om det stik modsatte.
Mexicos vaccineudrulning er desuden kommet langsomt fra start. Indtil videre har kun knap 6,1 millioner borgere fået et vaccinestik ifølge BBC.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker