Mexico sætter ny drabsrekord
Ligene af to dræbte mænd i en forstad til Acapulco i delstaten Guerrero i Mexico. Landet har endnu en gang sat ny rekord for antallet af drab i første halvår af 2018. Foto: Francisco Robles/arkiv/Ritzau Scanpix
Francisco Robles/arkiv/Ritzau Scanpix
Næsten 16.000 mennesker blev dræbt i Mexico i årets første halvår. Det er det højeste antal i over 20 år.
Antallet af drab i Mexico har nået en ny og kedelig rekord, viser nye tal fra Mexicos indenrigsministerium.
Ikke færre end 15.973 mennesker blev dræbt i Mexico i årets første seks måneder, oplyser ministeriet.
Det er det højeste antal drab, siden man begyndte at registrere denne forbrydelse i 1997. Og det er langt fra første gang, at Mexico har slået sin egen rekord for dødelig vold.
Heller ikke under den mexicanske narkokrig i 2011 blev der dræbt helt så mange mennesker.
Årets kedelige rekord udgør en stigning på 16 procent i første halvdel af 2018 i forhold til samme periode året inden, hvor 13.751 mennesker mistede livet på grund af vold i Mexico.
- Tallene er forfærdelige, men der er nogle tegn, som er halvvejs opmuntrende, siger sikkerhedsanalytiker Alejandro Hope.
Han nævner som eksempel, at stigningen i drab ser ud til at stagnere. For hvis man sammenligner med de sidste seks måneder af 2017, er stigningen i antallet af drab kun på fire procent.
- Kurven kan være ved at flade ud, siger Hope, men understreger, at det er for tidligt at sige.
Hvis den nuværende tendens fortsætter, kan Mexico notere sig for en drabsstatistik på 22 drab per 100.000 indbyggere. Det er tæt på Brasilien og Colombia, der om året oplever hver 27 drab per 100.000 indbyggere.
Nogle mexicanske delstater er farligere end andre. I Baja California i nord, hvor grænsebyen Tijuana ligger, blev der begået 1463 drab i første halvdel af året. Det er en stigning på 44 procent i forhold til samme periode i 2017.
Den farligste delstat er Colima på Stillehavskysten, som også er hjemsted for narkokartellet Jalisco. Her er den årlige drabsrate 80 per 100.000 indbyggere.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker