Mexicos afgående præsident forsvarer omstridt reform til det sidste

I søndagens tale forsvarede Lopez Obrador endnu en gang sin retsreform og sagde, at den vil sørge for, at dommerne i landet "arbejder for folket". Foto: Victor Mendiola/Ritzau Scanpix

Andres Manuel Lopez Obrador holdt søndag en to timer lang tale, hvor han blandt andet talte om sin retsreform.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, holdt søndag sin sidste årlige tale som præsident, før han om en måned overdrager magten til landets kommende præsident, Claudia Sheinbaum.

På Zocalo-pladsen midt i Mexico City sagde Lopez Obrador farvel til embedet foran tusindvis af entusiastiske tilhængere.

Talen varede næsten to timer og er en tradition i mexicansk politik.

Talen er en gennemgang af årets politiske fremgang og minder om USA's tradition med præsidentens State of the Union-taler.

Den 1. oktober bliver Claudia Sheinbaum taget i ed som Mexicos præsident. Hun er - ligesom Lopez Obrador - medlem af partiet Morena.

Hun blev valgt 2. juni med 60 procent af stemmerne fra Mexicos 36 millioner vælgere. Hun bliver landets første kvindelige præsident.

Præsidenter i Mexico kan sidde i én periode på seks år. Derfor kunne Lopez Obrador ikke søge genvalg.

På Zocalo-pladsen midt i Mexico City sagde Lopez Obrador farvel til embedet foran tusindvis af entusiastiske tilhængere. Foto: Rodrigo Oropeza/Ritzau Scanpix

Sheinbaum arver en håndfuld reformer, som blev sat i søen under Lopez Obrador - inklusive et kontroversielt forslag om en reform af retsvæsenet, som vil betyde, at 7000 dommere i landet skal være folkevalgte.

I søndagens tale forsvarede Lopez Obrador endnu en gang retsreformen og sagde, at den vil sørge for, at dommerne i landet "arbejder for folket".

Kritikere af reformen mener, at den vil politisere retssystemet og på den måde kompromittere dets uafhængighed.

Forslaget om retsreformen har allerede været skyld i en stor strejke på retsområdet.

Søndag marcherede tusindvis af studerende tilmed gennem hovedstaden med slagord såsom "vågn op Mexico, vi er jeres forsvar" og "retfærdighed er ikke noget, man stemmer om".

Forslaget om retsreformen har også udløst spændinger mellem Mexico og USA og Canada.

Præsident Lopez Obrador sagde tidligere på ugen, at han havde sat forbindelserne med de canadiske og amerikanske ambassader i landet på pause på grund af deres kritik af reformen.

Han mente, at kritikken af reformen var respektløs over for Mexicos suverænitet.

Han understregede, at pausen kun var med ambassaderne og ikke landene selv.

/ritzau/