Mexicos gamle enevældige parti er tilbage
Mexicos engang så enevældige parti siger, at det har genvundet magten efter 12 år i opposition.
Efter en valgkamp, som blev domineret af økonomisk krise og ekstrem vold fra de mexicanske narkokarteller, står Enrique Peña Nieto fra det gamle autoritære parti PRI til at blive landets nye leder.
- Mexicanerne har givet vores parti endnu en chance. Vi vil leve op til den ære ved at levere resultater, siger den 45-årige Peña Nieto.
Han holdt en bevæget tale til jublende tilhængere i PRI's partihovedkvarter sent på valgaftenen, selv om hans vigtigste rival endnu ikke havde erkendt sit nederlag.
Den afgående præsident Felipe Calderon har lykønsket Peña Nieto med hans valgtriumf, som er kulminationen på et dramatisk comeback for PRI, der i dag er et utraditionelt socialistisk parti tæt på den politiske midte.
Med over to tredjedele af stemmerne optalt står Peña Nieto til at få 37 procent af stemmerne - mere end fire procentpoint mere end hans venstreorienterede rival Andres Manuel Lopez Obrador.
De foreløbige resultater tyder dog på, at PRI ikke får nok stemmer til sikre sig absolut flertal i hverken Senatet eller underhuset.
Enrique Peña Nietos sejr er i det hele taget mindre overbevisende, end hans parti håbede, da meningsmålinger havde forudset et forspring på 10-15 procentpoint.
PRI styrede Mexico i det meste af det forrige århundrede og havde en så dominerende stilling, at det nærmest virkede, som om Mexico havde et etpartisystem.
For 12 år siden blev magtmonopolet brudt og mange forudså, at partiet ville gå i opløsning, og ved præsidentvalget i 2006 fik PRI en tredjeplads.
Men under den 45-årige Peña Nieto har partiet fået et ny ansigt.
Han har skabt en ny disciplin og moral og vil bruge økonomiske reformer som springbræt for vækst, jobskabelse og nedkæmpelse af de narkokarteller, som har 55.000 menneskeliv på samvittigheden siden vinteren 2006.
- Det er på tide, at PRI kommer tilbage til magten. De er ene om at kunne styre landet. PRI er hårde, og de vil ikke lade narkokriminaliteten komme ud af kontrol, sagde en 70-årig kvinde i Cancun efter at have afgivet sin stemme.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker