Middelalderby i Ukraine frygter at blive bombemål på grund af F-16-fly
Det gamle middelaldertårn er en turistattraktion og et af kendetegnene for Starokostjantyniv. Truslen om krig og ødelæggelser rykker nærmere, og lokale frygter, at tårnet kan blive ramt. Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix
I det vestlige Ukraine ligger en by med et slot, tårn og en strand ved floden. Nu frygter byen, at det hele kan blive bombet, hvis F-16-fly får base i nærheden.
Ritzau RitzauFlorent Vergnes, Ritzau-AFP/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Byen Starokostjantyniv ligner ikke umiddelbart noget, der skulle interessere overkommandoen i Ruslands militær.
Den ligger i det vestlige Ukraine, langt fra fronten. Den har sine vartegn fra middelalderen som et tårn og et slot, og den har sin strand på bredden af floden Slutj.
Det er en idyl, der også tiltrækker turister. Eller snarere gjorde.
For der har på det seneste været russiske angreb. Indbyggerne frygter, at det kan tage til.
Målet for angrebene er en stor luftbase, som det ukrainske luftvåben har nær Starokostjantyniv.
Annonce
Det ventes, at F-16-fly, som blandt andre Danmark har doneret til Ukraine, tages i brug i krigen i denne sommer.
De lokale frygter, at nogle af dem kommer til den nærliggende luftbase.
- Vi er meget nervøse for ankomsten af F-16. Hvis de parkerer dem her, vil antallet af angreb kun tage til, siger Olena Shpachenko, guide på byens historiske museum på slottet fra den 17. århundrede.
Under krigen er der kommet ukrainere til byen fra krigszonerne i det østlige Ukraine.
Men da de hørte lyden af jagerfly, og der faldt vragstykker fra nedskudte missiler ned på stranden, rejste de væk igen.
Ukraines regering siger, at de amerikansk producerede krigsfly, hvoraf nogle ifølge AFP allerede er på vej til Ukraine, vil hjælpe med at beskytte Ukraines luftrum.
Rusland har på det seneste intensiveret sine angreb på ukrainske luftbaser, herunder den nær Starokostjantyniv.
Russerne har erklæret, at de vil gå efter at ramme F-16-flyene.
Som en magtdemonstration ramte Rusland tidligere i juli tre luftbaser på tre dage.
Der er en strand ved flodbredden i byen, men det er heller ikke længere ufarligt at nyde vandet i varmen. Der er før faldet vragrester fra droner og missiler ned over stranden. Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix
- Herfra har vi et godt udsyn over eksplosionerne, siger Shpachenko og peger ud af et vindue på slottet.
Annonce
- Vi hører dem, som var vi der selv.
Hun har i over to år set fjendens droner og missiler eksplodere i nattemørket.
Ukraine og de vestlige lande, der har doneret F-16-fly, har ikke sagt noget om, hvor flyene får base. Eller hvornår.
En vestlig kilde i forsvarsindustrien siger, at luftbasen ved Starokostjantyniv er en ideel base. Der er delvist undergrundshangarer fra sovjettiden.
Indbyggerne har været vant til brøl fra jetmaskinerne - også inden krigen.
Der er holdt store øvelser i området, da basen er blevet set som et muligt mål for atomvåben fra Rusland.
Anatolij er soldat i antiluftskyts-styrken ved byen. Han står med sit tunge maskingevær og er klar til at åbne ild mod russiske droner. Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix
- Vi beder til, at der ikke kommer F-16-fly her, siger guiden.
Hun tilføjer, at hvis et russisk missil skydes ned, vil vragdele fra det måske falde ned over byen.
Selv om byen, som lokale kalder Starkon, er langt fra fronten, er krigen på en måde tæt på.
Store tanke med brændstof er skjult i de omliggende skove, hvor der også er soldater.
Annonce
Om natten bliver lyset i byen slukket. Så har luftværnets skytter bedre nattesyn, når droner skal skydes ned.
Anatolij, der har kommandoen over en mobil luftværnsenhed, siger, at russerne i den seneste måned har optrappet deres angreb.
- Nu bruger de klyngebomber i håbet om at ødelægge fly på jorden, siger han.
Luftbasen nær Starokostjantyniv. På billedet ses sovjetiskbyggede SU-27-fly. Billedet er fra 2018, og flyene var en del af Ukraines luftvåben. Nu er vestlige F-16-fly på vej til Ukraine. Det vides ikke, om nogle af dem får base på denne luftbase. (Arkivfoto). Foto: Gleb Garanich/Reuters
På spørgsmålet om, hvorvidt optrapningen skyldes mulig ankomst af F-16-fly, tøver han et øjeblik, inden han smiler og svarer:
- Russerne, de fjolser, finder aldrig ud af, hvor de er.
/ritzau/AFP
F-16-fly til Ukraine
* Flere vestlige lande har over det seneste års tid doneret F-16-krigsfly til Ukraine til brug i krigen mod Rusland.
* Siden donationerne blev meddelt, er ukrainske piloter blevet trænet i Vesten, herunder i Danmark, i at flyve F-16.
* Vestlige ledere har sagt, at flyene ventes til Ukraine i denne sommer.
* De lande, der har doneret fly, er:
- Holland: 24.
- Danmark: 19.
- Norge: 6.
- Belgien: 30 fly inden 2028.
Kilder: Ritzau, AFP.
/ritzau/
Olena Shpatchenko er guide i Starokostjantyniv. Billedet er fra museet på byens slot. Foto: Florent Vergnes/Ritzau Scanpix
Danmark, Holland, Norge og Belgien har doneret F-16-jagerfly til Ukraine. På billedet går en hollandsk F-16 i luften. (Arkivfoto). Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters
Seneste artikler
Gitte ser Sydhavsøerne gennem sit kamera
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Mest læste artikler
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster
De flyttede på landet for roen: Nu buldrer 55 ton lastbiler forbi dem flere gange om dagen