Midnatsmesse i Egypten endte i blodbad

Kort inde i det nye år har en bilbombe raseret området foran en kirke i byen Alexandria i Egypten.

Mindst 21 mennesker er dræbt, oplyser en talsmand fra det egyptiske sundhedsministerium til nyhedsbureauet AFP.

- Antallet af dræbte er steget til 21, siger Ussama Abdel Moneim, og tilføjede, at otte personer er såret.

Tidlig lørdag morgen oplyste myndighederne, at syv personer var dræbt og 24 kvæstet.

- De første undersøgelser indikerer, at en bil var årsag til eksplosionen. Den var parkeret foran kirken og formodes at tilhøre én eller to personer, som ofte kommer i kirken, lyder det i en udtalelse fra indenrigsministeriet.

Et øjenvidne fortæller til tv-stationen On-TV, at han så en grøn Skoda standse foran kirken kort tid efter midnat. Umiddelbart efter, at flere mænd havde forladt bilen, eksploderede den.

På det tidspunkt var folk ved at forlade al-Qiddissine-kirken i den nordegyptiske by, hvor den koptisk kristne menighed havde været samlet til midnatsmesse.

Nytårsangrebet kommer på trods af, at sikkerheden omkring kirkerne i Egypten er blevet markant forøget, siden en al-Qaeda-relateret gruppe udsendte trusler mod dem i november.

Der er en kristen minoritet på omkring 10 procent i muslimske Egypten med 79 millioner indbyggere.

/ritzau/Reuters/AFP

En bilbombe har dræbt 21 og såret otte foran en kirke i den egyptiske by Alexandria.

Offentliggjort Sidst opdateret