Migranter søger mod De Kanariske Øer - tusindvis dør på vejen

Migranter går mod et Røde Kors-telt for at blive behandlet, efter at de er nået frem til den kanariske ø Gran Canaria. (Arkivfoto). Foto: Borja Suarez/Reuters

Rekordmange migranter - knap 50.000 - ankom sidste år til De Kanariske Øer. Tilstrømningen er fortsat i det nye år. Øgruppen savner hjælp fra Spaniens regering.

Offentliggjort Sidst opdateret

De Kanariske Øer er et yndet turistmål. Den spanske øgruppe i Atlanterhavet ligger ud for Vestafrika og byder på sol og varme nærmest året rundt.

Men beliggenheden giver nu også problemer for øerne. Store problemer.

Migranter fra Vestafrika strømmer til og har skabt en migrantkrise.

Modtagecentre er fyldt til bristepunktet. Men migranter i tusindvis tager stadig den dødsensfarlige tur i faldefærdige både fra vestafrikanske lande til de spanske øer.

I alt ankom 46.843 irregulære migranter til de syv øer i 2024. Det er rekordmange og en stigning på 18 procent sammenlignet med 2023, hvor den tidligere rekord blev sat.

Trods barske vinterforhold på havet er tilstrømningen fortsat i det nye år.

Øgruppens leder, Fernando Clavijo, savner hjælp fra den spanske regering.

- Vi føler os forladte og alene.

- Det er første gang i demokratiets tid, at et territorium i en nødsituation lider under manglende solidaritet fra den spanske regering, som ikke lever op til sine forpligtelser, siger han i et interview med avisen El Mundo.

Regeringen planlægger at fordele omkring 5000 uledsagede børn fra øerne til resten af Spanien for at mindske problemet. Men forslaget er endnu ikke godkendt.

Spanien har længe været en af portene til Europa for migranter.

Men den venstreorienterede premierminister, Pedro Sánchez, er gået imod strømmen i mange andre europæiske lande og har gentagne gange lempet reglerne for migration.

Sánchez, der har været ved magten siden 2018, fastholder, at migration er nødvendigt for velfærdsstaten og arbejdsstyrken.

Mens tilstrømningen af migranter til De Kanariske Øer tager til, er udviklingen gået en anden retning i det øvrige EU.

En båd fra Senegal med 136 migranter om bord ankommer til den kanariske ø El Hierro efter at være blevet reddet af den spanske kystvagt. (Arkivfoto). Foto: Antonio Sempere/Ritzau Scanpix

Antallet af irregulære migranter til EU-lande faldt i 2024 med 38 procent til det laveste niveau siden 2021.

Det skyldes særligt, at der er blevet slået hårdt ned på menneskesmuglere. Det oplyser EU's grænseagentur, Frontex.

Frontex bemærker, at De Kanariske Øer skiller sig ud. Ifølge Frontex kommer migranterne til den spanske øgruppe særligt fra det vestafrikanske land Mauretanien.

Strammere kontrol i Middelhavet medvirker til, at flere migranter i stedet tager den farlige tur fra Vestafrika til De Kanariske Øer.

Det er svært at dæmme op for tilstrømningen af migranter, der tager den tur.

- For lande, der forsøger at lukke disse ruter, er det lidt som at tætne et skib.

- Man lukker et hul, og så pludselig dukker der et andet op, siger Mateusz Krepa, der forsker i migration ved universitetet i Warszawa, Polen, til AFP.

En gruppe migranter venter på at få behandling efter at være kommet til Gran Canaria. (Arkivfoto). Foto: Borja Suarez/Reuters

Mange dør på vejen mod de spanske øer. Turen via Atlanterhavet beskrives som en af verdens farligste.

Ifølge ngo'en Caminando Fronteras døde mindst 9757 migranter, der forsøgte at nå Spanien via Atlanterhavet sidste år.

Det er en stigning på 50 procent sammenlignet med 2023 og det højeste antal målt, siden ngo'en begyndte at opgøre det i 2007.

Årsagen er faldefærdige både, farlige forhold og manglende ressourcer til redningsaktioner. Nogle drukner, andre dør af tørst eller sult, før de når frem.

/ritzau/

Migrantkrise på De Kanariske Øer

* Antallet af irregulære migranter, der er kommet til De Kanariske Øer, har slået rekord to år i træk. 46.843 ankom til øgruppen sidste år, mens tallet i 2023 var 39.919. Inden da var rekorden fra 2006.

* Migranter til De Kanariske Øer udgør omkring to tredjedele af det samlende antal - 63.970 - der kom til Spanien sidste år. De 63.970 er tæt på rekorden fra 2018, hvor der ankom 64.298 illegale migranter til det sydeuropæiske land.

* Migranterne kommer til De Kanariske Øer fra Vestafrika via Atlanterhavet. En rute, der beskrives som en af verdens farligste. Migranter begyndte at tage denne rute i stedet for via Middelhavet til Europa for omkring fem år siden. Inden da ankom omkring 1000 migranter årligt til De Kanariske Øer.

* Ifølge ngo'en Caminando Fronteras døde mindst 9757 migranter på ruten i løbet af 2024.

Kilder: Reuters, AFP og dpa.

/ritzau/

Mange dør på vejen mod de spanske øer. Turen via Atlanterhavet beskrives som en af verdens farligste. Her er det en båd med 57 migranter, der har klaret turen. (Arkivfoto). Foto: Antonio Sempere/Ritzau Scanpix
Fernando Clavijo, leder af De Kanariske Øer, savner hjælp fra den spanske regering til at håndtere migrantstrømmen. (Arkivfoto). Foto: Jesãs Hell­n/Ritzau Scanpix
Migrantpres på spansk øgruppe. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu