Migranter stoppede fransk højhastighedstog
Vi ventede på en helikopter, som skulle sikre, at ingen blev liggende oppe på toget, siger passager.
Hundredvis af passagerer var natten til onsdag strandet i et højhastighedstog på vej til London, fordi migranter blokerede sporet, og efterfølgende kravlede op på togvognene, skriver AFP.
Højhastighedstoget fra Paris blev tvunget til at stoppe sent tirsdag, da det var på vej mod Eurotunnelen under Den Engelske Kanal. Politifolk blev sendt til stedet - og en politihelikopter overfløj området, siger øjenvidner.
Forstyrrelserne medførte, at adskillige andre Eurostartog på vej til Paris eller London blev standset.
- Forstyrrelserne skyldtes, at personer trængte ind på sporene ved den franske nedkørsel til tunnelen, siger en talskvinde for Eurostar.
En 23-årig fransk passager i toget, Clothilde, siger, at højhastighedstoget holdt stille i mindst fire timer.
-Vi så ikke migranterne, men vi ved, at de kravlede rundt overalt på toget. Derfor ventede vi på en helikopter, som skulle sikre, at ingen blev liggende oppe på toget, siger hun.
Toget blev senere trukket ind til en station nær Calais, hvor tusindvis af migranter og flygtninge bor i en slumagtig lejr, mens de dagligt gør forsøg på at komme illegalt gennem tunnelen til Storbritannien.
Passagerne i Eurostar-toget fik udleveret tæpper og måtte overnatte på en perron frem til onsdag morgen, hvor et andet tog bragte dem til London.
Mindst ni personer er omkommet under forsøg på at komme illegalt gennem tunnelen.
London har bevilget over 14 millioner euro - omkring 105 millioner kroner - til at hjælpe franskmændene med at sikre tunnelen, mens EU har bevilget fem millioner euro (omkring 37 millioner kroner).
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker